Om Maiken

Jeg er uddannet klinisk psykolog fra Københavns Universitet i 2014 og autoriseret ved psykolognævnet i 2016.

Hvordan vores hjerne virker og påvirker os forskelligt har min store interesse, og jeg holder af, at arbejde i sammenspillet mellem terapeutisk behandling og praktisk rådgivning.

Jeg har især erfaring og brænder for at arbejde med mennesker, der har “atypiske hjerner” - her især mennesker med ADHD og autisme.

Jeg er således vant til at udvikle strategier til hverdagen, følelsesliv og relationer, som er netop er tilpasset mine klienters (særlige) hjerners måde at fungere på.

Et nysgerrigt menneskesyn

Jeg tror, at alle mennesker har gode grunde til at gøre det, de gør og at vi for det meste godt ved, hvad der er godt for os, men at vi ikke altid kender vejen derhen.

Det er derfor ikke min opgave at “fikse” eller “reparere” noget, som er galt med dig, men at finde den viden og evne til forandring frem, som allerede er tilstede i dig. Dette gøres bedst gennem empati, nysgerrighed og accept.

Jeg tror på, at vi kan skabe forandringer ved hjælp af engagement, autencitet og ligeværd i den terapeutiske samtale. At du kan få det bedre ved at få indsigt og skabe strategier, som passer netop til dig.

Jeg vil støtte dig i at opnå de mål, som du ønsker på en fordomsfri og åben måde, hvor det er dig, som er ekspert på dit eget liv, og mig, som stiller min viden og erfaring til rådighed.

CV

Jeg har arbejdet som terapeut/rådgiver siden 2010 og fra 2014 har jeg arbejdet som psykolog med mennesker med psykiatriske diagnoser, funktionsnedsættelser og i det hele taget komplekse problemstillinger.

Jeg har erfaring fra jobcenterregi, privat praksis med sygesikringsklienter samt SPS-støtte i Studenterrådgivningen.

Siden 2016 har jeg især beskæftiget med voksne med ADHD og autisme, da jeg fandt ud af, at det var min store interesse.

I mine jobs har jeg både arbejdet med udredning, behandling/intervention, rådgivning, undervisning og gruppeforløb.

I 2020 tog jeg springet til at blive selvstændig, da jeg i højere grad ønskede at arbejde specialiseret med voksne med ADHD og autisme.

Efteruddannelse

Jeg deltager løbende i relevante kurser og får supervision samt egenterapi, da jeg ser det som helt essentielt for at blive ved med at kunne yde effektiv terapi og rådgivning.

Jeg har især deltaget i kurser/modtaget supervision i 2. og 3. bølge af kognitiv adfærds terapi, Emotionsfokuseret terapi og Motivational Interviewing.

Jeg har færdiggjort en 2-årig specialist-uddannelse i Kognitiv Adfærdsterapi og Compassion Fokuseret Terapi (2020) samt en efteruddannelse i Emotions Fokuseret terapi, Level 3, A (2022).

Efteruddannelserne består både af undervisning og supervision. Du kan læse mere om den terapeutiske tilgang HER.

Derudover har jeg siden 2016 deltaget i adskillige kurser og modtaget supervision af specialpsykologer med fokus på voksne med ADHD og autisme.

Privat

Privat er jeg 37 år og gift med Christian - sammen har vi en søn.

Jeg er født og opvokset på Bornholm, men har boet i København siden 2008.

Medier

Debatindlæg i Altinget 2020: Psykologer: Studerende med diagnoser skal også tilgodeses i studielivet  

Interview til DR, 2019: Positiv udvikling: Flere med diagnoser går på et studie

NB Nyt og interview på P4, 2019: Positiv Udvikling: Flere med diagnoser går på et studie