Sådan giver du råd (der rent faktisk virker!)

Der skulle gå 5 år.

5 år, ind i min egen professionelle karriere som psykolog, før jeg på et kursus (om Motivational Interviewing) lærte: Hvordan man giver råd.

Måske der måtte gå så lang tid, fordi mange terapeutiske retninger forsøger at holde sig fra at give råd.

Og derfor havde jeg ikke konkret forholdt mig til den evne.

At kunne give råd.

Men - nu hvor jeg HAR forholdt mig til den, og lært hvordan eftertænktsomt givne råd er en game changer...

Så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville være rigtig ærgerligt, hvis du, fx som terapeut, læge, sygeplejerske eller jordemor, sidder inde med værdifuld viden - eller din klient/patient direkte spørger om et godt råd -, og du ikke har lært, hvordan det kan gives.

Hvordan rådet gives, sådan at det er virkningsfuldt og påskønt

Det kan også være du er en person, der gerne vil være særlig god til at give råd til dine venner og familie?

Når du om 5 minutter har læst dette blogindlæg, har du fået en simpel - men virkelig effektiv - metode til at give råd, som du kan bruge igen og igen.

Sådan at dine råd ikke falder for døve ører, har den modsatte effekt ELLER måske ligefrem får modtageren til at føle sig forkert

Men er det ikke ret simpelt at give råd?

Det er vel bare noget man gør?

Man kan selvfølgelig godt give gode råd uden videre eftertanke… 

Men måske har du selv oplevet at få velmenende råd fra venner og professionelle, som du ærligt talt blev mere irriteret end taknemmelig for? 

Måske har du endda fået råd fra andre, uden du har ønsket det?

Nogle eksempler, på dén type råd kan fx være:

“Du skal bare træne 30 minutter om dagen, så taber du dig! Det virkede for mig.”

“Du kan vel tygge de der nikotintyggegummier og stoppe med at ryge? Det gjorde min onkel!”

“Måske ville det være bedre for at dig skifte job?”

Når jeg selv får den type råd, får jeg faktisk mest lyst til at gøre det modsatte - eller også kommer jeg ofte til at føle mig en smule forkert.

Hvis det var så simpelt og nemt, havde jeg vel gjort det? 

Så må det være fordi jeg simpelthen ikke har nok viljestyrke.

Måske ved du bare ikke, at du har et problem?

Andre gange giver folk gode råd, hvor de i virkeligheden kommer til at antage, at man simpelthen ikke ved nok om emnet eller at man ikke selv kan se, at man har et problem.

Lad mig lige give nogle eksempler:

Jordemoderen, der fortæller den gravide kvinde, at det ikke er sundt for barnet at hun ryger.

Lægen, der forklarer den stærkt overvægtige diabetiker, at han må tabe sig.

Vennen, der fortæller at du bruger for meget tid på arbejdet og for lidt tid på dig selv.

Når vi får den type råd, kan vi komme til at føle os talt ned til, fordi rådet gives med forudsætningen om, at du ikke ved, at du har et problem eller hvad du kan gøre ved dit problem.

Og tro mig - langt de fleste af os ved godt, når vi gør noget, som er skadeligt for os!

Vi ved godt at rygning, stærk overvægt, alt for meget arbejde eller for stort alkoholforbrug er et problem!  (Læs evt. mit blogindlæg om forståelsen af dårlige vaner HER).

Måske er det svært at tale om eller anerkende, men inderst inde ved de fleste af os, at vi har et problem, når vi skader os selv eller andre i vores liv.

Diabetikeren, der måske i årevis har forsøgt at tabe sig, læst om kostomlægninger og købt nogle løbesko, kan komme til at føle sig nok så misforstået, ikke anerkendt og måske direkte skamfuld, når lægen fortæller ham, at han bør tabe sig. 

Skulle du alligevel møde et menneske, der har en adfærd, som du anser for skadeligt for personen, men som personen ikke selv synes er et problem - tja, så er der ingen grund til at give gode råd.

Opskriften på at give gode råd

Okay - så nu ved du, hvordan man IKKE giver gode råd. 

Nu til metoden du kan bruge: 

Her er den!

Den består af 3 trin, som udgør en proces. Og den kan nemt tilpasses forskellige situationer, personer mm.

(Metoden er udviklet af Millner og Rollnick, Motivational Interviewing, som du kan se en demonstration af nederst i blogindlægget)

De 3 trin er:

1) Fremkald

2) Giv

3) Fremkald

Nu skal du høre, hvordan du bruger dem:

Lad os fortsætte med eksemplet med diabetikeren, der bør og gerne vil tabe sig.

1) Fremkald

Du kan starte med at fremkalde patientens viden om emnet - det kunne fx lyde sådan her:

“Hvad ved du omkring sammenhænge med diabetes og kost?”

“Hvad ved du allerede om, hvordan man kan tabe sig?”

“Inden jeg kommer med mine råd, hvad har du så selv overvejet ift. at tabe dig?”

Man kan også blot bede om tilladelse til at komme med sit råd. 

Det i sig selv kan have en kæmpe betydning:

“Er det OK, jeg deler nogle tanker med dig?”

Man kan også spørge ind til den andens interesse omkring emnet:

“Hvad vil være det vigtigste for dig at vide omkring diabetes og vægttab?!

Pointen er: 

Når du har fremkaldt patientens viden og interesse omkring vægttab, er du langt bedre stillet ift. at kunne give råd, som er tilpasset den, du sidder overfor.

2) Giv

Næste skridt er at give rådet. 

Her er det vigtigt at du prioritere den information du gerne vil give den anden: 

Hvad er det vigtigste patienten skal vide? 

Hvad vil være det mest brugbare?

Informationen/rådet skal præsenteres klart og i overskuelige doser.

Det er altid godt at bruge autonomi-understøttende sprog. Det vil sige at du anerkender, at dette råd muligvis ikke passer til den du sidder overfor - du åbner op for, at den anden kan mærke efter om det passer til dem eller ikke.

Hør fx forskel på disse to sætninger:

“For nogle mennesker, hjælper det at blive støttet af en sygeplejerske her på klinikken gennem deres vægttab”

og

“Jeg vil anbefale dig, at du kommer her i klinikken, så du kan blive støttet af vores dygtige sygeplejerske, gennem dit vægttab”

For at understøtte den andens autonomi, kan du starte sætninger med fx

“For nogle mennesker…”

”Der er mange, som oplever, at…”

Det er også vigtigt at man undlader at diktere den andens respons.

Dvs. at man reelt er åben overfor at dette råd måske ikke passer til den anden person - at den anden har mulighed for at sige til eller fra overfor rådet. 

Og husk - nogle gange er det gode ved at have fået et råd, at man tydeligt kan mærke at man IKKE har lyst til at følge rådet - det kan således give en pejling i en retning og måske nogle ideer til noget andet, man kan gøre, ift. at skabe forandring.

3) Fremkald

Til sidst fremkalder du den andens oplevelse af det, som netop blev sagt.

“Hvad synes du om det jeg har sagt?”

“Hvordan forstår du det råd, jeg netop gav dig?”

“Tror du at det vil være noget for dig?”

Dette vil give dig en masse information om hvordan patienten (eller din ven) har forstået det råd du har givet og du får feedback på, om det har været brugbart for den anden.

Jeg håber, at du har kunnet bruge nogle af ovenstående råd omkring at give råd :)

Både til professionelle sammenhænge og måske også ift. venner og familie.

Hvis du synes den her metode er spændende, kan jeg stærkt anbefale at læse “Den motiverende samtale” af Miller og Rollnick og se videoen, som jeg har linket til nederst på siden.

Lyst til at lære mere om Motivational Interviewing?

Jeg tilbyder supervision, undervisning og sparring i metoden til fagpersoner - du kan se meget mere her →