ADHD & autisme – forstå din neurodivergente profil
Psykoedukationsgruppe for voksne med ADHD, autisme eller træk fra begge
Bliv klogere på din hjerne – sammen med andre.
Mange voksne med ADHD og autisme bruger mange år på at forsøge at forstå, hvorfor deres hjerne fungerer anderledes, hvorfor energien svinger, eller hvorfor nogle ting føles lette, mens andre kan være overraskende svære.
Måske genkender du træk fra både ADHD og autisme. Måske har du én af diagnoserne, men er nysgerrig på den anden. Eller måske er du stadig ved at finde ud af, hvordan din egen neurodivergente profil ser ud.
I denne gruppe mødes vi seks gange for at blive klogere på ADHD, autisme og de områder, hvor de to overlapper – men også hvor de adskiller sig.
Du får viden om, hvordan din hjerne fungerer, og konkrete strategier, som du kan bruge i din hverdag. Samtidig møder du andre voksne, som måske genkender nogle af de samme oplevelser og udfordringer som dig.
Undervisning med plads til fællesskab
Gruppen består af maksimalt 7 deltagere, så der er god plads til spørgsmål, refleksion og erfaringsudveksling.
Møderne består primært af undervisning og psykoedukation, men der er også plads til personlige erfaringer og samtaler undervejs. Der plejer at være en rigtig hyggelig stemning, hvor der både er plads til grin og alvor.
Du får en bog med alle slides, noter, idéer og øvelser, som du kan bruge derhjemme og vende tilbage til efter forløbet.
Vi arbejder blandt andet med
ADHD, autisme og neurodiversitet – ligheder, forskelle og overlap
Hvordan den neurodivergente hjerne fungerer
Opmærksomhed, motivation, hyperfokus og særinteresser
Eksekutive funktioner, igangsætning og behovet for struktur
Sansebearbejdning, overstimulering og behovet for stimulation
Energiforvaltning, søvn og restitution
Følelsesregulering, selvkritik og afvisningsfølsomhed
Sociale relationer, kommunikation og maskering
Stress, angst og belastningsreaktioner
Konkrete strategier til arbejde, studie og hverdagsliv
Hvem kan deltage?
Gruppen er særligt relevant for dig, der genkender træk fra både ADHD og autisme, men du er også meget velkommen, hvis du primært har ADHD eller autisme.
Du behøver ikke have begge diagnoser – og du behøver heller ikke have en officiel diagnose.
Det vigtigste er, at du har lyst til at lære om både ADHD og autisme og er nysgerrig på de forskellige måder, neurodivergens kan komme til udtryk på.
Undervisningen omhandler begge områder, og derfor vil der også være temaer, som du måske ikke selv kan genkende dig i. Til gengæld kan det være en mulighed for at få nye perspektiver på både dig selv og andre.
Grupperne er typisk blandet på tværs af alder og køn.
Vigtigt at vide
Dette er ikke et gruppeterapeutisk forløb.
Der er plads til spørgsmål og erfaringsudveksling, men hovedvægten ligger på undervisning, psykoedukation og konkrete redskaber. Gruppen er derfor ikke det rette tilbud, hvis du primært søger individuel terapeutisk støtte.
For at skabe den bedst mulige gruppedynamik tilmeldes man som enkeltperson. Det er derfor ikke muligt at deltage sammen med en partner, et familiemedlem eller en anden nærtstående relation.
Praktisk information
Hvornår: Seks onsdage i januar og februar
Tidspunkt: Kl. 14.00–16.00
Antal deltagere: Maks. 7
Pris: 6.000 kr. for hele forløbet
Materialer: Bog med slides, noter og øvelser er inkluderet
Tilmelding
Tilmeldingen er bindende, og betaling opkræves ved forløbets start.
Ved afbud eller sygdom refunderes deltagerbetalingen ikke, da pladsen er reserveret til dig, og gruppen gennemføres med et fast deltagerantal.
Jeg glæder mig til at møde dig
En uge før kursusstart modtager du en mail med flere praktiske oplysninger.