Når alt pludselig giver mening

En personlig historie om at blive diagnosticeret med ADHD som voksen

Jeg hedder Maria  og jeg er 28 år gammel. 

Jeg er adopteret fra Indien og jeg kom til Danmark, da jeg var 10 måneder gammel.

Adoption har aldrig været noget, der som sådan, har været en udfordring for mig. Det har ikke fyldt på samme måde, som det gør for andre adopterede. Jeg selv har også haft en rigtig god opvækst i en tryg og god familie i et villahus i Allerød.

Jeg kan huske, jeg blev et år ekstra i børnehaven inden jeg startede i skole. Jeg har haft en svær tid i folkeskolen, der var præget af mobning, da jeg skilte mig ud pga. min hudfarve. Jeg skiftede skole i 8. klasse og det begyndte at gå bedre. 

Rent fagligt, har jeg aldrig fået de højeste karakterer, tværtimod.

Hverken i folkeskolen, på gymnasiet, på HF eller på min bachelor på universitetet. 

Jeg husker, jeg ofte fik at vide, at jeg skulle være mere deltagende i timerne, men forstod ikke rigtigt, hvorfor jeg ikke kunne.

Det var utrolig frustrerende at jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg ikke kunne deltage mere.

Til fritidsaktiviteter var det også svært at holde fokus. På nær når jeg var til FDF. 

Kombinationen af friluftslivet og ophold udenfor, gav en ro til at holde fokus. 

Jeg oplevede at jeg ikke hele tiden skulle blive bedre og bedre, for at være en del af holdet, men at jeg kunne tage tingene lidt mere i mit eget tempo, og at der ikke var den her form for konkurrence, stævne eller kamp, som eksempelvis nogle sportsaktiviteter arbejder hen mod. 

Jeg har siden 16 års alderen vidst, at “der var noget galt”.

Jeg vidste bare ikke hvad det var. 

Jeg husker, at en af mine lærer i folkeskolen, troede at jeg havde adoptions problematikker. 

i Gymnasiet husker jeg tydeligt, hvordan flere og flere af dem, jeg gik på gymnasiet med, fik bedre karakterer, lærte mere og særligt, hvordan flere af dem, fik kørekort før mig, selvom jeg startede før dem. 

Jeg blev igennem mine 20’ere mere bevidst om, at jeg havde svært ved rigtigt at holde fokus. Det var særligt når det kom til nye mennesker, nye omgivelser, nye strukturere, nogle områder på studiet og arbejde. 

Jeg havde en følelse af, at jeg godt kunne løse en arbejdsopgave eller en eksamensopgave til et bestået eller tilfredsstillende niveau, men så heller ikke mere. 

Jeg husker, at jeg gav mine problemer med at holde fokus en masse årsager - primært psykologiske:

Er det depression?

Er det angst?

Er det fordi, jeg er adopteret?

Er det i virkeligheden noget helt andet? - hvad er det?

Men selvom jeg troede, jeg havde fundet årsagen, så var det alligevel ikke helt rigtigt.  

Jeg har bl.a. været diagnosticeret med depression i en periode.

I sommeren 2021, faldt årsagen til mine problemer med opmærksomheden på angst.

Ligeledes har jeg også gået ved en adoptionspsykolog, for at finde årsagen til, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Intet af dette,  gav mig en forklaring på mine vanskeligheder. 

Det var som om, der hele tiden, var et eller andet - en form for indre uro. 

Det føltes som en form for magtesløshed, hele tiden at skulle finde ud af, hvad der skyldes mine problemer med at holde fokus, uden at kunne finde et svar.

Det var indtil, at jeg i september 2021 sad hos centralvisitationen på Østerbro, og skulle udredes for angst. 

Jeg gik i gang med at fortælle sygeplejersken om mine udfordringer, problematikker, løsninger, strategier og hverdag. Det føltes som en af de mest naturlige samtaler, jeg har haft hos et sundhedsfagligt personale. 

Da samtalen var slut, drøftede hun min konsultation med en psykiater, og her gik det op for mig, at der med alt sandsynlighed, var tale om ADHD. 

Det kom som et chok for mig.

Jeg har haft det indtryk, at ADHD var noget, særligt drenge havde, og at det var noget, der blev opdaget når man var barn. 

Jeg blev herefter sendt til grundig udredning hos Ambulatoriet for ADHD og autisme i Glostrup. Selve udredningen føltes igen som noget af det mest naturlige i den forstand, at jeg følte, at jeg var på rette vej. 

Da jeg i januar 2022 fik diagnosen ADHD, faldt alle brikker på plads. 

Pludselig forstod jeg, hvad mine vanskeligheder skyldes. 

Og nu giver det mening, hvorfor jeg er, som jeg er. 

Det gav en ro at vide, hvorfor jeg har haft det som jeg har haft det, og det giver en enorm tryghed, at jeg nu fremadrettet, både kan sætte ord på, hvordan og hvorfor, jeg har det som jeg har det.

Ligeledes er det en stor hjælp, at jeg nu ved, hvordan jeg kan leve med lidt mere i ro i fremtiden, og ikke udsætte mig selv for en masse pressede situationer. Forståelsen for mig selv hjælper mig med at vælge til og fra, og ikke have for meget fart på hele tiden. 

Generelt har jeg oplevet en stor forståelse og accept, når jeg har fortalt min omgangskreds, at jeg har ADHD.

Jeg valgt at være åben omkring min diagnose, for jeg tror på, at det er et tabu, der kun forbliver et tabu, hvis ikke vi tør snakke om det.

Jeg ønsker at sætte fokus på hvordan ADHD kan se ud hos kvinder, og dele mine erfaringer om hvordan det er/ har været, at leve i 28 år med uvidenhed om min ADHD.

Det har været nogle hårde perioder igennem livet. 

Med bortforklaringer og fejldiagnosticeringer.

Det er min opfattelse, at især mange kvinder, ikke er bevidst om, at de lever med ADHD. Dette skyldes at mange kvinder - inklusiv mig selv - har en hyperaktivitet som er indadvendt. 

Som adopteret, har det også været særligt udfordrende, at få at vide, at min opmærksomhedsforstyrrelse og koncentrationsevne, skyldtes noget adoptionsrelateret, specielt fordi, jeg godt vidste, at det ikke var der, årsagen lå. 

Jeg skriver dette blogindlæg, fordi jeg gerne vil bidrage til at andre ikke skal fejldiagnosticeres med psykiske eller sociale vanskeligheder, når problemer med at holde fokus i virkeligheden skyldes ADHD.

Så hvis du læser denne historie og kan genkende problemer med at holde fokus og altid har følt dig lidt anderledes, så er mit råd til dig:

Ræk ud.

Fortæl en, du er tryg ved, om dine udfordringer.

Opsøg viden.

Da jeg begyndte at læse om ADHD hos kvinder, gav tingene også en rigtig stor forklaring. Og sidst men ikke mindst, vær vedholdende og åben omkring dine udfordringer. 

Afslutningsvis vil jeg blot skrive tak fordi du læste med.

Jeg håber, mit indlæg har kunne bidrage til en ny vinkel på ADHD. 

- Maria N. Mølholm

Tidligere kollega til Maiken Håkonsson i Studenterrådgivningen

Kan du lyst til at lære mere om ADHD og samtidig møde andre voksne med ADHD?

Kom med i vores populære ADHD-gruppe, hvor møderne består af psykoedukation og erfaringsudveksling mellem deltagerne.