Systemer til virkelig nem aftensmad

Kære du!

Synes du også det er træls at skulle finde på mad hver eneste dag? Handle ind? Finde nye opskrifter? Og så.. lave maden?

At skulle finde på og lave aftensmad til familien kan være en belastning og kedelig pligt.

For mange er den sene eftermiddag/aften også tidspunktet med mindst energi.

Og hvis du fx har ADHD eller autisme, er dine batterier for dagen måske bare helt brugt op om eftermiddagen.

I dette blogindlæg, vil jeg derfor give dig nogle forslag og ideer til at udvikle systemer for nem aftensmad.


Men først!

Lad os drop myterne om hvad sund og ordentlig aftensmad er!

Der hersker mange myter om aftensmad - det kunne fx være at “rigtig” aftensmad er hjemmelavet og varm. At den skal serveres på et bestemt tidspunkt eller spises et bestemt sted med bestemte mennesker.

Alle disse krav kan gøre aftensmåltiden totalt uoverskueligt.

Prøv lige at tjek dine tanker om hvad “rigtig” aftensmad er?

Lad os så også tage din (og din families) mentale trivsel og energi med i vores forventninger og krav til aftensmad.

Du kan overveje følgende spørgsmål:

Måske er det vigtigere at du FÅR aftensmad end at du ikke får spist, fordi du ikke kan overskue at handle ind?

Måske er det vigtigere at alle i familien får ro omkring aftensmaden end at i SKAL spise sammen ved bordet?

Måske er det vigtigere at spise kold og nem mad end at bruge din allersidste energi på at lave varm mad?

Du kan også spørge dig selv, hvad du egentlig gerne vil bruge din energi på om aftenen? Måske er det bedre givet ude at bruge din energi på dine børn eller håndtere nogle tanker som fylder end at bruge din energi på aftensmad?

Rigtig mange mennesker, som er drænede om aftenen kommer til at bruge mange penge på nem takeaway eller spise noget, de egentlig ikke har lyst til, fordi der simpelthen ikke er energi til at overskue aftensmad. Af denne grund er det smart at tage stilling til din aftensmad på et mere overordnet plan - kan du gøre det nemmere for dig selv? Er der mon nogle krav og forventninger, som skal ændres? Kan en simpel makrel-mad være lige så godt som hjemmelavet varm mad?

Hvis du kan genkende ovenstående og har lyst til at få ideer til aftensmad, så læs videre nu - jeg har nemlig samlet mine bedste ideer til nem aftensmad her:


 

Sæt aftensmaden i system

Simpelt: spis det samme hver uge eller hver 14. dag. Du skal blot finde dine 7 eller 14 ynglingsretter og lave dem i et system, som “cirkulere”.

Hvis du bruger dette system, kan du også bruge den samme indkøbsliste (evt. online).

En “radikal” udgave af dette tip, er at spise det samme til aftensmad hver dag. Måske er det det, som du har brug for i en periode.

Ved hjælp fra dette system slipper du helt for at træffe beslutninger og “finde på” nye retter og købe nyt ind.


Lav et simpelt ugeskema

Lav et simpelt ugeskema, som giver mulighed for at spise nem mad - det kunne fx se sådan ud:

Fx mandag + onsdag: rugbrød

Tirsdag + torsdag: færdigmad eller takeaway

Fredag, lørdag og søndag - Hjemmelavet mad.

 

Tilladelse

Tillad dig selv at spise simpel mad, som gør dig godt - man fx kan sagtens spise rugbrød, havregrød og skyr til aftensmad.

Der er også kommet mange gode færdigretter, som er til at betale - det kan både være fra køl og frost, som du nemt kan varme og spise.

 

Lav en liste med de nemme retter

Hav en liste med dine 10 nemmeste hverdagsretter og vælg ud fra dem, når energien er lav.

Du bør have listen hængende i køkkenet - det kan nemlig være rigtig svært at huske de nemme retter, når du er træt eller overvældet.

Ved at have en liste på forhånd, hjælper du dig selv til at træffe gode valg.

 

Hav altid mad liggende

Hvis du er drænet om eftermiddagen og ikke kan overskue aftensmad, er det rigtig rart at have mad liggende, som du ikke skal bruge energi på at lave. Det kan fx være fryseretter, knækbrød, morgenmadsprodukter eller lignende.

Hjemme hos os har vi fx ALTID færdiglavet tomatsuppe på frost klar til aftener, hvor energien er lav.

 

Brug madordninger

Som du sikkert allerede ved, findes der en del madordninger, som kan levere mad til dig hver uge.

Her får du opskrifter og ingredienser, så du slipper for at skulle handle ind og finde på nye retter.

 

Jeg håber du har fået nogle ideer til nem aftensmad - og mest af alt håber jeg, at du kan give dig selv tilladelse til at finde løsninger, der passer til dit energi-niveau om aftenen.

Jeg håber du kommer godt igang med den simple aftensmad!

Forrige
Forrige

Sådan holder du kontakten med dine venner

Næste
Næste

Hvad er meltdowns, burnout og PDA: PDA