Måske har jeg det jo slet ikke?
Er du også i tvivl om du har ADHD? På trods af, at du har fået diagnosen stillet hos en kompetent psykiater?
Så er du ikke alene!
Faktisk møder jeg virkelig mange mennesker med ADHD, som i perioder er i tvivl om deres diagnose er korrekt.
Og der er nogle gode grunde til, som jeg vil dykke ned i i dette blogindlæg.
Yes endelig en diagnose, eller..
For mange giver det en umiddelbart lettelse at få stillet diagnosen hos psykiater, fordi det giver svar på en masse spørgsmål, man har haft i lang tid.. Men..
Langsomt begynder tvivlen alligevel at snige sig ind:
I dag er det ikke så slemt.. Måske gør jeg det værre end det i virkeligheden er?
Andre har det jo værre end mig, så måske overdriver jeg?
Måske er jeg i virkeligheden bare doven og burde lære at tage mig sammen?
Faktisk er disse tanker så almindelige, at jeg tænkte, det gav mening at skrive om dem. For der er flere gode grunde til, at man kan begynde at tvivle på sin ADHD-diagnose – også selvom diagnosen egentlig passer rigtig godt.
Noget af tvivlen handler om selve ADHD'en og den måde, hjernen fungerer på. Noget handler om, hvordan vi sammenligner os med andre. Og noget handler om de fortællinger om ADHD, vi møder omkring os.
Lad os prøve at se på nogle af de ting, der kan få tvivlen til at snige sig ind.
ADHD-træk føles almindelige
For det første er de fleste ADHD-træk genkendelige for rigtig mange mennesker: Problemer med at planlægge og organisere, impulsivitet, overspringshandlinger og store følelser?
Ja. Det oplever mennesker uden ADHD også.
MEN!
Der er en forskel.
At have ADHD handler blandt andet om frekvens, intensitet og konsekvens.
Det vil sige: Hvor ofte sker det? Hvor meget fylder det? Og hvor store konsekvenser har det for dit liv?
For mennesker med ADHD er vanskelighederne et gennemgående mønster over tid og på tværs af livet – også selvom de kan svinge enormt meget alt efter interesse, krav, struktur, søvn, stress og omgivelser.
Mennesker uden ADHD kan også have perioder, hvor de glemmer aftaler, ikke kan overskue vasketøjet eller har svært ved at koncentrere sig. Forskellen er, at det typisk ikke er et vedvarende mønster, som igen og igen skaber problemer i hverdagen.
Så spørgsmålet er ikke så meget: “Kan andre mennesker også have det sådan?”
Det kan de.
Spørgsmålet er snarere: Hvor ofte sker det, hvor voldsomt er det – og hvad koster det dig at få dit liv til at fungere alligevel?
Gode dage får diagnosen til at føles “falsk”
Udfordringer med at igangsætte, holde fokus og være følelsesmæssigt reguleret opleves måske ikke på en god dag - hvis du har en yngslingsopgave på arbejdet, kollegaerne spiller og det går godt med kærestren - på en sådan dag har du måske ikke de klassiske problemer, som er relateret til ADHD.
Det er fordi rammerne passer godt til dig og du laver noget, som føles godt - det betyder at dit dopamin-niveau er bedre reguleret end på en dag, hvor du har skændes med kæresten om morgenen eller skal lave noget rigtig kedeligt på arbejde. På sådan en dag, er du måske ikke i tvivl om at du har ADHD.
På de gode dage, kan det føles som om du ikke har de vanskeligheder, der er relateret til ADHD. Tværtimod kan nogle af dine ADHD-træk være det, der driver dig fremad: Du kan være idérig, engageret, hurtig, nysgerrig og enormt motiveret.
Problemet opstår, hvis du bruger de gode dage som bevis på, at du burde kunne fungere sådan hele tiden.
For så bliver konklusionen på de svære dage let: “Hvis jeg kunne i går, kan jeg jo også i dag. Jeg må bare være doven. Jeg prøver ikke hårdt nok.”
Men et svingende funktionsniveau er ikke det samme som, at vanskelighederne kun er der, når du ikke tager dig sammen. Det er netop en del af ADHD, at adgangen til dine evner kan variere så meget afhængigt af opgaven, din tilstand og de rammer, du befinder dig i.
På gode dage kan det føles som om, du slet ikke har ADHD:
Hvis du:
laver noget, du elsker
er motiveret
har sovet godt
har det godt i dine relationer
Du glemmer, at du har ADHD
Mange med ADHD beskriver næsten, at de i gode perioder “glemmer”, at de har ADHD. Det betyder ikke nødvendigvis, at de bogstaveligt glemmer diagnosen. Det handler snarere om eksekutive funktioner: Det kan være svært at holde tidligere erfaringer aktivt tilgængelige og bruge dem til at vurdere sin kapacitet fremadrettet.
Man kan lidt forenklet sige, at ADHD-hjernen let bliver en “hjerne i nutid”. Når jeg har det godt i dag, kan det føles, som om jeg også vil have det godt i morgen – og derfor kan jeg komme til at planlægge ud fra den kapacitet, jeg har lige nu, frem for den kapacitet jeg typisk har over tid.
Det samme kan ske i dårlige perioder. Her kan det være svært at mærke eller huske, hvordan det føles at have overskud, og den aktuelle tilstand kan føles permanent.
Derfor bliver mange med ADHD igen og igen overraskede, når en ny periode med overbelastning opstår, mens pårørende nogle gange lettere kan få øje på gentagelserne udefra.
Omgivelsernes mistro påvirker selvopfattelsen
Mange med ADHD har en lang historik med at blive mødt med budskaber som: “Du skal bare tage dig sammen”, “sådan har alle det jo nogle gange” eller “du kan jo godt, når du virkelig vil”. Og den slags sætter sig.
Det bliver ikke nødvendigvis lettere af, at ADHD ofte er usynligt udefra. Du kan måske passe dit arbejde, møde til tiden og fremstå både kompetent og velfungerende – mens alt sejler derhjemme. Eller du kan have en oplevelse af, at dit liv fungerer som et korthus: Så længe intet uventet sker, kan du lige akkurat holde det hele oppe. Men en syg kollega, en travl uge, et barn der sover dårligt eller en ekstra aftale kan få det hele til at vælte.
For omgivelserne kan det være svært at forstå. For hvis du kan præstere så godt på arbejdet, hvorfor kan du så ikke også få tømt opvaskemaskinen, svaret på den mail eller husket tandlægetiden?
Samtidig bliver ADHD ofte diskuteret med en vis skepsis. Er der ikke pludselig vældig mange, der har ADHD? Bliver folk ikke diagnosticeret for hurtigt? Er det ikke bare almindelige menneskelige problemer, der er blevet gjort til en diagnose?
Når man allerede har brugt et helt liv på at forsøge at forstå, hvorfor ting, der ser lette ud for andre, kan være så svære for én selv, kan den diskurs være svær ikke at tage ind.
Og så opstår der let en form for internaliseret mistro: Du når at tvivle på dig selv, før andre overhovedet gør det.
Måske er jeg bare doven? Måske overdriver jeg?
Måske burde jeg faktisk bare kunne tage mig sammen?
Måske bruger jeg min ADHD som en undskyldning?
Det paradoksale er, at mange mennesker med ADHD derfor ikke kun skal håndtere deres reelle vanskeligheder. De bruger samtidig enormt meget energi på hele tiden at vurdere, om de overhovedet har ret til at have dem.
Sammenligning med et for snævert billede af ADHD
Mange af os er vokset op med et ret snævert billede af, hvordan ADHD ser ud. Det er barnet, der ikke kan sidde stille på stolen, forstyrrer undervisningen, glemmer sine ting og måske klarer sig dårligt i skolen.
Og hvis du ikke kan genkende dig selv i det billede, er det nærliggende at tænke: “Sådan er jeg jo overhovedet ikke.”
Måske var du tværtimod dygtig i skolen. Måske sad du stille og dagdrømte. Måske afleverede du altid dine opgaver – men brugte hele aftenen og halvdelen af natten på dem. Måske glemte du sjældent noget, fordi du tjekkede din taske fem gange, havde alarmer på telefonen og var enormt bange for at lave fejl.
Det er en vigtig forskel: At du ikke kan se vanskeligheden udefra, betyder ikke nødvendigvis, at den ikke er der.
Nogle ADHD-symptomer er mere internaliserede. Uroen kan være inde i hovedet fremfor i kroppen. Impulsiviteten kan vise sig i samtaler, beslutninger, følelsesmæssige reaktioner eller pludselige projekter fremfor ved, at man rejser sig fra stolen. Og problemer med struktur og overblik kan være skjult bag omfattende systemer, kontrol og overforberedelse.
Mange voksne har haft årtier til at lære at kompensere og maskere:
De kommer måske til tiden – fordi de altid kommer 20 minutter for tidligt.
De glemmer ikke aftaler – fordi hele deres liv ligger i kalenderen med tre påmindelser.
De klarer deres arbejde – men bruger så meget energi på det, at der næsten ikke er noget tilbage, når de kommer hjem.
Derfor giver det sjældent mening at spørge: “Ligner jeg mit billede af en person med ADHD?”
Et mere interessant spørgsmål er ofte:
Hvad kræver det af mig at få mit liv til at fungere – og hvad sker der, når mine strategier ikke længere slår til?
ADHD kan se meget forskelligt ud hos voksne. Og nogle gange er det netop alle de strategier, man gennem livet har udviklet for at håndtere sine vanskeligheder, der gør det svært selv at få øje på dem.
At tvivle på sin ADHD-diagnose er altså ikke nødvendigvis et tegn på, at diagnosen er forkert. Tvivlen kan være en helt naturlig konsekvens af et ujævnt funktionsniveau, mange års kompensation og erfaringer med, at både du selv og andre har haft svært ved at forstå dine vanskeligheder.
For mange tager det tid at få en ny forståelse af sig selv efter en diagnose – og at begynde at stole på sin egen oplevelse.
