"Hvad nu hvis...?" – når hjernen skræmmer dig med dine egne tanker
Hvis du har ADHD eller autisme, er der en god chance for, at du på et tidspunkt har haft tanker, der har skræmt dig.
Måske har du tænkt:
"Hvad nu hvis jeg skubber nogen ud foran toget?"
"Hvad nu hvis jeg egentlig er pædofil?"
"Hvad nu hvis jeg mister kontrollen?"
"Hvorfor får jeg billeder af at skade mit barn?"
Hvis du kan genkende nogle af disse tanker, er det første, jeg gerne vil sige til dig, at du ikke er alene.
Langt de fleste mennesker – også mennesker uden ADHD, autisme eller OCD – oplever uønskede og skræmmende tanker fra tid til anden.
I dette blogindlæg vil jeg forklare, hvad invasive tanker er, hvorfor de opstår, hvorfor mennesker med ADHD og autisme ofte er særligt sårbare over for dem, hvordan de hos nogle udvikler sig til tvangstanker eller OCD – og vigtigst af alt, hvad du selv kan gøre.
Hvad er invasive tanker?
Invasive (eller påtrængende) tanker er tanker, billeder eller impulser, som dukker op uden, at vi ønsker dem.
Det særlige ved dem er, at de ofte handler om det, der betyder allermest for os.
En kærlig mor kan få et billede af at tabe sit barn ned ad trappen.
En omsorgsfuld person kan få en tanke om at skubbe nogen ud foran toget.
Et menneske med stærke værdier kan få seksuelle eller voldelige tanker, som føles fuldstændig uacceptable.
Det betyder ikke, at personen ønsker at gøre disse ting.
Tværtimod.
Det er netop fordi tankerne strider imod alt det, personen står for, at de opleves så skræmmende.
Det er helt normalt at få invasive tanker
Faktisk viser forskning, at de fleste mennesker oplever uønskede, mærkelige eller skræmmende tanker en gang imellem.
De kan handle om at skade nogen, sige noget upassende, miste kontrollen eller gøre noget, man aldrig kunne drømme om at gøre.
Forskellen er ofte ikke, hvilke tanker vi får.
Forskellen er, hvad vi gør, når de kommer.
Invasive (eller påtrængende) tanker er tanker, billeder eller impulser, som dukker op uden invitation.
De kan være:
voldelige
seksuelle
blasfemiske
ulækre
pinlige
katastrofeprægede
Hvordan opstår tankerne?
Vores hjerne har én vigtig opgave: at passe på os.
Den leder hele tiden efter farer.
Hos nogle mennesker sker det ved, at hjernen laver små katastrofesimulationer.
"Hvad nu hvis..."
"Hvad nu hvis du mister kontrollen?"
"Hvad nu hvis du kommer til at gøre noget forfærdeligt?"
På den måde forsøger hjernen faktisk at beskytte dig.
Problemet er bare, at den nogle gange bliver lidt for “god” til sit arbejde.
Hvorfor er mennesker med ADHD og autisme særligt sårbare?
Der findes ikke én forklaring, men der er flere ting, som ofte går igen.
En hjerne med mange associationer
Mange mennesker med ADHD og autisme har en hjerne, der konstant laver forbindelser og associationer. Det er ofte en stor styrke, fordi det hænger sammen med kreativitet, nysgerrighed og evnen til at tænke ud af boksen. Den samme mekanisme kan dog også betyde, at hjernen indimellem producerer mærkelige eller skræmmende tanker.
Et nervesystem i alarmberedskab
Når nervesystemet er belastet gennem længere tid, ændrer hjernen gradvist sin måde at arbejde på. Den kommer i en form for alarmberedskab, hvor den hele tiden scanner omgivelserne og dine egne tanker for potentielle farer.
Stresshormoner som adrenalin og kortisol gør hjernen mere opmærksom på alt, der kunne være en trussel. Samtidig bliver det sværere for de dele af hjernen, der hjælper os med at nuancere, regulere og slippe tanker, at få lige så meget indflydelse. Hjernen bliver med andre ord lettere "kapret" af alarmsystemet.
Det betyder, at selv en tilfældig eller absurd tanke lettere kan opleves som vigtig. Samtidig bliver det sværere at skifte fokus og lade tanken passere, fordi hjernen har færre mentale ressourcer til rådighed.
Analyse og hyperfokus
Mange mennesker med ADHD og autisme har en hjerne, der er utrolig dygtig til at analysere problemer. Det er ofte en stor styrke.
Problemet er, at invasive tanker ikke kan analyseres væk.
Forestil dig, at du pludselig får tanken:
"Hvad nu hvis jeg er pædofil?"
Hvis tanken skræmmer dig, vil hjernen helt naturligt forsøge at finde svaret. Den begynder måske at gennemgå minder, analysere følelser, undersøge kropslige reaktioner eller google symptomer.
Problemet er, at den slags spørgsmål aldrig kan besvares med 100 % sikkerhed.
Hver gang hjernen tror, den har fundet et svar, dukker der et nyt spørgsmål op:
"Hvad nu hvis jeg tog fejl?"
"Hvad nu hvis jeg overså noget?"
"Hvad nu hvis jeg bare benægter det?"
Har du samtidig ADHD, kan hyperfokus gøre, at hjernen bliver ved med at vende tilbage til den samme tanke. Ikke fordi den er sand, men fordi hjernen oplever, at den stadig mangler et svar.
Jo mere tid og energi du bruger på at analysere tanken, desto vigtigere bliver den for hjernen.
Den lærer:
"Det her må være et alvorligt problem. Vi må hellere blive ved med at undersøge det."
På den måde bliver analysen en del af problemet.
Hjernen leder efter sikkerhed, men finder den aldrig. Ikke fordi svaret har ændret sig, men fordi målstregen hele tiden flytter sig.
Hvordan bliver en invasiv tanke til en tvangstanke eller OCD?
En invasiv tanke er ikke det samme som en tvangstanke eller OCD.
For de fleste mennesker kommer den ubehagelige tanke og forsvinder igen. Hjernen vurderer, at den ikke er vigtig, og retter opmærksomheden mod noget andet.
Hos nogle sker der imidlertid noget andet.
Tanken føles så skræmmende, at hjernen begynder at behandle den som en reel fare. Det er her, den kan udvikle sig til en tvangstanke.
Lad os tage et eksempel.
En mor får pludselig et billede af, at hun taber sit barn ned ad trappen. Hun bliver voldsomt forskrækket, fordi tanken er så langt fra den mor, hun ønsker at være.
I starten forsøger hun måske blot at slå tanken hen.
Men næste gang hun går på en trappe, kommer tanken igen.
Nu begynder hun at tænke:
"Hvorfor får jeg den tanke?"
"Hvad nu hvis den betyder, at jeg ikke kan stole på mig selv?"
"Hvad nu hvis jeg mister kontrollen?"
For at få ro begynder hun måske at undgå at bære barnet på trapper eller beder sin partner om at tage over. Hun gennemgår måske episoden igen og igen i hovedet eller søger forsikringer hos andre om, at hun selvfølgelig aldrig kunne finde på at skade sit barn.
En person med en tvangstanke om brand kan opleve noget lignende.
Det starter måske med tanken:
"Hvad nu hvis jeg har glemt at slukke komfuret?"
For at få ro går personen tilbage og tjekker én ekstra gang.
Det hjælper.
Næste dag kommer tanken igen.
Nu tjekker personen to gange. Senere tre. Måske tager personen et billede af komfuret, inden vedkommende går hjemmefra, eller vender bilen om for at kontrollere endnu en gang.
Fælles for disse handlinger er, at de giver en kortvarig lettelse.
Samtidig lærer hjernen noget meget vigtigt:
"Hvis du er nødt til at tjekke eller undgå situationen for at få ro, må der være en reel fare."
Derfor bliver den ved med at sende tanken igen.
Det er sådan, en invasiv tanke gradvist kan udvikle sig til en tvangstanke eller OCD.
Ikke fordi tanken er blevet mere sand.
Men fordi hjernen har lært, at den kræver opmærksomhed, kontrol og sikkerhed.
Hvad kan du gøre?
Det vigtigste er ikke at få tankerne til at forsvinde.
Det vigtigste er at forstå dem rigtigt - som en association, en ligegyldig tanke og ikke som en sandhed, der siger noget om dig.
Du kan også undersøge, om tanken måske er opstået i forbindelse med en belastning.
Dernæst kan det hjælpe at øve sig i ikke at diskutere med tankerne:
Du behøver ikke overbevise dig selv om, at de ikke passer.
Du behøver heller ikke finde ud af, hvorfor de kom.
Jo mindre betydning hjernen tillægger tankerne, desto mindre interessante bliver de ofte.
Og endelig er det vigtigt at arbejde med det, der belaster dit nervesystem.
Hvis tankerne har stået på længe
Hvis du har haft tvangstanker eller tvangshandlinger gennem længere tid, er det sjældent noget, du bare kan tænke dig ud af.
Hjernen har ofte brugt måneder eller år på at lære, at bestemte tanker er farlige. Derfor tager det også tid at lære den noget andet.
Her kan det være en stor hjælp at få professionel støtte.
Behandling af OCD handler ikke om at bevise, at tankerne ikke passer. Tværtimod handler den ofte om gradvist at lære hjernen, at tankerne gerne må være der, uden at vi behøver reagere på dem.
Det kan være svært at gøre alene, men der findes heldigvis gode behandlingsmetoder, som hjælper mange.
Hvis der er én ting, jeg håber, du tager med dig fra dette blogindlæg, så er det, at invasive tanker er en del af det at være menneske. Faktisk oplever langt de fleste mennesker dem fra tid til anden.
Hvis du har ADHD eller autisme, kan du være særligt sårbar over for at hænge fast i dem, fordi dit nervesystem oftere er i alarmberedskab, og fordi din hjerne er rigtig god til at analysere problemer og lede efter svar.
Jeg håber, at dette blogindlæg har givet dig en større forståelse for, hvorfor tankerne opstår, og hvorfor de nogle gange kan være så svære at slippe. Endnu vigtigere håber jeg, at du tager herfra med en oplevelse af, at du ikke er alene – og at der findes en vej ud af den onde cirkel.
