Hvad kan du gøre, mens du venter på udredning og behandling?

At vente 6-12-18 måneder på at starte i samtaleforløb kan være frustrerende og give en følelse af håbløshed.

Men forskningen viser faktisk, at du kan opnå bedre trivsel, ved at gøre noget, mens du venter på behandling.

Her er mine råd til dig, som har ADHD og autisme og som venter på samtaler med en psykolog eller anden behandler.

Opsøg viden

Måske den vigtigste ting du kan gøre, mens du venter på behandling er, at opsøge viden.

Der ligger masser af gratis viden af høj kvalitet på nettet.

Du kan fx bruge youtube, bøger og sociale medier til at opsøge viden.

Mange af disse videoer/bøger mm, indeholder også gode råd som du kan afprøve derhjemme.

Prøv fx at søge på ord som ‘autism’ og ‘ADHD’ sammen med et ord, som du gerne vil vide mere om - det kan fx være ‘anxiety’, ‘anger’, ‘relationships’ og lignende. 

Find gerne youtubere, der selv har ADHD/autisme eller eksperter på området.

Hvis du gerne vil vide mere om ADHD kan bl.a. nævnes youtube-kanalen: ‘How to ADHD’ samt videoer med Dr. Hallowell og Russel Barkley. (Her er mine 10 forslag til, hvor du kan opsøge mere viden om ADHD).

Hvis du gerne vil vide mere om autisme, kan du fx se videoer på youtube med ‘Aspergers from the inside’ og Tony Attwood.

Du kan også læse min blog og se om der er nogle indlæg, som hjælper dig med at forstå dig selv.

Hvis du vil forstærke effekten af disse videoer, vil jeg anbefale at dele dem med de mennesker du har tættest på, og som du ønsker får mere viden om dig.

 

Opsøg fællesskaber

Du kan opsøge online og fysiske fællesskaber, som kan støtte dig. 

Prøv at lede efter fællesskaber på sociale medier ved at søge dig frem. Her kan du måske i højere grad også finde danske fællesskaber.

Du kan fx opsøge fysiske fællesskaber, som fx Foreningen PS (find dem på facebook), headspace, NAUK, Ungdommens Røde Kors, Sind, Autisme Ungdom, Bogstøtten og ADHD-foreningen.

Du kan også opsøge fællesskaber, hvor I mødes om en interesse, fx sport, skak, science club og lignende.

Fællesskaber styrker dig i at du er OK og kan give dig nogle fantastiske venner.

 
 

Tal med nogen

Måske et råd, som lyder simpelt.

Men det kan være ekstremt svært at åbne op og fortælle andre, som det, som er svært. 

Prøv at undersøge, om der er nogle i dit netværk, som du føler dig tryg med. Det kan være en forælder, bedsteforælder, en god ven eller en lærer.

Tal med nogen om det, som er svært. 

Den anden behøver ikke fixe dig. Men blot dét at blive lyttet til uden fordømmelse, har stor effekt på vores trivsel.

Du kan evt. vise den person, du gerne vil tale med, en video eller artikel omkring dét, du gerne vil tale om.

 

Opsøg anden hjælp

Mens du venter på at starte i samtaleforløb, kan du opsøge hjælp ved din egen læge.

Din læge kan hjælpe dig på forskellig vis - fx kan du komme til faste samtaler indtil du kan starte i forløb hos en psykolog.

Hvis du ønsker en udredning ved psykiater og evt. opstarte medicin, kan du få lavet en henvisning til en psykiater, som du derefter kan bestille tid til. 

Desværre har mange psykiatere lang ventetid, så det er godt at få bestilt tid hurtigst muligt

 

—> Læs med i dette blogindlæg, hvor jeg fortæller om nogle af de gratis muligheder du har for behandling og støtte, når du er voksen med ADHD og autisme.

Forrige
Forrige

0 eller 100 procent

Næste
Næste

50 ideer, som hjælper dig med at falde i søvn