Lyst, sex og ADHD, del 2

Dette blogindlæg er del 2 af 2 blogindlæg om hvordan ADHD kan komme til at påvirke dit sexliv. (Læs del 1 HER).

I blogindlæggende gennemgår jeg i alt 7 almindelige problematikker, som kan være forbundet med at have ADHD ift. dit sexliv.

Det vigtigt for mig at sige, at alle er forskellige og at det ikke er sikkert du vil kunne genkende dig selv i disse 7 problematikker. Måske er det noget helt andet, som gør sig gældende for dig.

I dette blogindlæg gennemgår jeg temaerne:

  • Når sex bliver kedeligt

  • Afhængighed af sex

  • Impulsivitet og sex

Når sex er kedeligt..

Det kan være at din manglende sexlyst i virkeligheden handler om, at du synes dit sexliv er en smule kedeligt. 

Måske kommer din partner og dig til at have sex på den samme måde hver gang. Og, at du derfor på forhånd ved, hvad der kommer til at ske?

Hjerner med ADHD kan have et øget behov for spænding og stimuli for at holde fokus og opmærksomhed. 

Dette fordi mennesker med ADHD, generelt, får mindre kemisk “belønning” (dopamin) ved aktiviteter end mennesker uden ADHD (se mere om dette i næste afsnit). 

Så selvom din partner måske er tilfreds med den sex I har, kan det være, du har behov for at I finder nye måder at have sex på, fra tid til anden, for at du kan holde din opmærksomhed.

Måske har du simpelthen brug for, at der sker noget nyt og spændende i dit sexliv?

joshua-earle-3yLpryRajZs-unsplash.jpg

Gør det spændende!

Tip:

Her kan du være kreativ!

Det kan også være, det ville hjælpe på din kedsomhed, hvis du bruger din fantasi under sexen. 

Du kan tale med din partner om, hvordan I kunne være kreative og nysgerrige på nye og spændende måder, at have sex på.

Måske har du nogle drømme og ønsker, som du kunne fortælle din partner om?

Nogle konkrete ændringer I kunne overveje er:

  • At dyrke sex nye steder/ændre omgivelser 

  • At bruge tøj, legetøj og andre effekter

  • At undersøg om sanseindtryk, som dufte, farver og berøring har betydning

  • At dele fantasier


Afhængighed af sex

Lad os bare sige det som det er.... Sex er en fantastisk god stimuli.

Det kan hjælpe med at holde fokus, dyrke motion, mærke os selv, blive bekræftet af en partner mm.

Derudover udløser orgasme dopamin og oxytocin - begge stoffer, der føles fantastiske!

Både dopamin og oxytocin er en del af et belønningssystem i vores hjerne, som altså har til formål, at vi gentager handlingen, som har udløst stofferne.

Oxytocin kaldes populært for “kærlighedshormonet”. Det er et hormon og en neurotransmitter, som udskilles ved kys, kram og sex - altså når vi er i tæt relation med andre mennesker. 

Når oxytocin udskilles giver det os en oplevelse af tilknytning, tryghed, velbehag og lykke.

Dopamin er et hormon og en neurotransmitter, som giver os en god følelse og sommetider beskrives som “lykkestof” og belønning.

Hjerner med ADHD reagere mindre stærkt på dopamin end hjerner uden ADHD. 

Man kan populært sige at ADHD-hjerner udløser mindre dopamin (belønning) end mennesker uden ADHD (læs evt. mere om sammenhængen mellem ADHD og dopamin HER).

Der skal altså “mere til” at mennesker med ADHD får samme “kemiske” belønning i hjernen for en udført opgave end mennesker uden ADHD. 

Det er grunden til, at mange med ADHD vil søge aktiviteter, som i meget høj grad er dopamin-stimulerende - frem for aktiviteter, som ikke eller kun i mildere grad giver dopamin-stimuli. 

Det kan fx. være computerspil, sociale medier, fester og/eller sport - og sex.

Som du måske kan se ud fra ovenstående, er det ikke så underligt, at mennesker med ADHD i højere grad en normalt søger dopamin-stimulerende aktiviteter. 

Men! 

Det kan i yderste tilfælde komme til at føre til afhængighed af sex, ekstremsport, gambling og misbrug af stoffer/alkohol.

Det kan på denne måde betyde, at du har behov for mere og mere grænsesøgende sex, for at få udløst dopamin. Populært sagt, skal der mere til, for at få et kick.

Hvis du føler at sex og tanker omkring sex, begynder at fylde mere og mere i din hverdag, kan det være et tegn på sex-afhængighed. 

Det kan fx være du på daglig basis ser porno, chatter i sexforums, onanere uhensigtmæssigt meget eller har stor sextrang, som leder til utroskab og lignende. 

Måske føler du, at du mister kontrollen over dig selv, og at det bliver afhængigheden af sex, som kommer til at kontrollere dit liv.

Erkendelse

Tip:

Hvis du føler dig afhængig af sex og måske oplever at blive mere og mere grænsesøgende i dit sexliv, er første skridt at erkende det. 

At erkende, at du har en afhængighed af sex, som giver dig problemer i din hverdag og ift. dine relationer.

Når du anerkender problemet, ved du måske allerede, hvad der ville være nogle gode ting at gøre for dig selv? Måske ved du, hvad der ville være nogle gode skridt for dig at tage?

Du kan tale med din partner eller en god ven omkring det.

Du kan også tale med en professionel om det, fx egen læge, en psykiater eller psykolog med speciale i ADHD og/eller afhængighed. 


At have sex, du ikke har lyst til

En del af at have ADHD kan være impulsivitet (pga. eksekutive vanskeligheder, er det vanskeligt at hæmme impulser - se en video om eksekutive vanskeligheder HER).

At være impulsiv i sit sexliv kan både have fordele og ulemper. Der kan være en fordel i at gribe momentet, tage initiativ til sex, og at man kan være kreativ i sit sexliv. 

Men… 

At være impulsiv kan dog også komme til at betyde, at du kommer til at gøre noget, som du senere fortryder eller du egentlig ikke havde lyst til.

Som tidligere skrevet er ADHD også sammenhængende med eksekutive vanskeligheder, som bl.a. står for din evne til at tage beslutninger og se de langsigtede konsekvenser af dine handlinger.

Som du måske kan se, kan impulsivitet, dopamin-søgende adfærd (som beskrevet ovenfor) og eksekutive vanskeligheder være en farlig cocktail ift. dit sexliv.

Det kan være at du kommer til at: 

  • Have sex med mennesker, du ikke ønsker sex med

  • Kommer til at være utro

  • Har farlig/grænseoverskridende sex

  • Har sex uden prævention med fare for at blive smittet med sygdomme og graviditet

Undersøg hvad der er risiko-situationer og lav en plan

Tip:

Hvis du sommetider kommer til at have sex, som du fortryder bagefter, kan du være nysgerrig på, hvilke situationer, der er “risikosituationer”. Altså situationer, hvor der er risiko for at komme til at gøre noget, som du ikke har lyst til.

Er det måske især, hvis du drikker alkohol, føler dig vred eller ked af det, eller når du ses med bestemte mennesker? 

Når du ved, hvad der er dine risiko-situationer, kan du planlægge, hvad du vil gøre i en sådan situation eller måske overveje, om det helt skal undgåes?

Ved at være nysgerrig og planlægge, hvad du vil gøre, har du allerede hjulpet dig selv til at gøre det, som er det rigtige for dig.

Du kan finde flere tips til at hæmme/understøtte impulsivitet i dette blogindlæg.

Lad os tale om sex - uden skam

At navigere i sex, lyst mm. kan være svært - og, at skulle tale om det med fx din partner eller en psykolog kan føles grænseoverskridende i sig selv. 

Mit håb med at skrive dette blogindlæg er, at gøre det nemmere at tale om sex og hvordan ADHD kan komme til at påvirke dit sexliv - helt uden skam.

Mange oplever en stor lettelse, når de finder ud af, at noget af det, de oplever som problematiske i deres sexliv, i virkeligheden skyldes ADHD fremfor problemer med parforholdet.

Når vi ved, hvordan tingene hænger sammen, er det nemmere at acceptere os selv, gøre noget ved det og fortælle om det til en partner.


Prøv et eller flere af de ovenstående tips. 

Du kan evt. starte med at gøre det for dig selv, hvis du ikke er helt tryg endnu ved at tale med din partner om det. 

Der findes også andre steder, hvor du kan række ud efter hjælp, hvis du synes at dette er svært. 

  • Du kan altid kontakte din egen læge og få mere hjælp til ovenstående og andre problemstillinger. Du kan fx lade din læge læse om nogle af disse problematikker, hvis du synes, det er svært at sætte ord på. Det kan være din læge vil lave en henvisning til sexologisk klinik.

  • Du kan tale med din psykiater omkring dit sexliv og sammen kan I undersøge, hvad der er det rigtige for dig at gøre.

  • Du kan anonymt kontakte Sexlinien, Sex og Samfund, samt Børnetelefonen.

Jeg håber, du har kunnet bruge de forskellige tips - om ikke andet til at forstå dig selv eller en, du holder af bedre.


Måske ønsker du og din partner at få mere forståelse for hvordan ADHD kan have indflydelse på Jeres relation?

Kom med på et 5-timers kursus i ADHD og få større forståelse for hinanden samt en masse konkrete strategier til en nemmere hverdag.

Forrige
Forrige

Om lidt bliver jeg afsløret

Næste
Næste

Lyst, sex og ADHD, del 1