ADHD og medicin
I dette blogindlæg taler jeg med forsker i psykofarmaka Jesper Andreasen om de forskellige typer medicin, som man typisk bruger til at afhjælpe ADHD-symtomper.
Vi kommer ind på forskellene på de forskellige typer medicin, mulige bivirkninger og hvordan man kan tage medicinen.
Nederst i blogindlægget finder du et skema over de forskellige medicintyper.
OBS! Husk altid at tale med din læge og psykiater om din medicin. Hverken Jesper eller jeg er uddannet læger.
Dette er blogindlæg nr. 4 ud af 4 blogindlæg, som er skrevet på baggrund af et interview med Jesper i sensommeren 2021.
M: Vil du fortælle lidt om medicinen, typer af den ift. ADHD og hvad kan man få?
J: Der er ikke så mange at vælge imellem, som der er, hvis det var angst eller depression.
Til gengæld er de relativt få lægemidler, der er godkendt til ADHD-behandling, forbløffende effektive.
Og i sammenligning med alle andre psykofarmaka de mest effektive og med størst procentdel, hvor dem, der tager det, mærker en forbedrende effekt. Og hvis man holder det op mod bivirkninger, så er det også den psykofarmaka, der har den bedste profil.
M: Forskningen viser at omkring 80% har gavn af det.
J: Ja, og det er virkeligt højt.
Så på den måde kan jeg ikke komme i tanke om noget andet psykofarmaka, der kan konkurrere med ADHD-medicin.
Det, den gør, er, at hvis man forestiller sig, at man har nogle nerveceller i hjernen, der danner dopamin og frisætter det, så udskiller de dopamin.
Og det kan så virke på andre nerveceller og sætte nogle effekter i gang og bl.a. øge ens motivationsniveau og evne til at koncentrere sig i længere tid ad gangen, og det samme med noradrenalin i nervecellerne, der frisætter det og sætter gang i noget vågenhed og årvågenhed til, at man kan koncentrere sig og et energiniveau for at kunne få gjort nogle ting.
Så er det sådan, at nervecellerne genbruger den dopamin, der er blevet frisat, så den kan blive pumpet tilbage igen og ind i cellen igen, så man kan frisætte det en gang til, og de pumper sørger også for tidsmæssigt at få styrret signalet, så de virker så og så længe, og så stoppes signaleringen igen.
Men hvis man har lave niveauer, kunne man jo hæmme de pumper, så de ikke pumper lige så meget, så man kunne få dopaminen til at virke i længere tid og øge niveauerne af dopamin.
Så det ville give god mening ved dem, der har et for lavt basal-dopaminniveau, altså at øge det her baselineniveau.
Så det er det, medicinen gør, den hæmmer de pumper, som kaldes dopamin- og noradrenalin-transportere.
Der har længe været Methylphenidate, som de fleste kender under handelsnavnet Ritalin. Men nu er der kommet mange andre præparater på markedet. Det er en klassisk en, der hæmmer dopamin- og noradrenalinpumperne.
De har en imponerende effekt på mange patienter i forhold til deres symptomer. Og så er der nogle amfetaminpræparater.
Og det kan godt være, at det skuer i nogens ører, fordi amfetamin også kan være et rusmiddel, som man kan bruge illegalt.
Mit indtryk er, at det ofte er en anden form for amfetamin, som kemisk er ændret til noget, der hedder metamfetamin, som er farligt. Men det, som man bruger som lægemiddel hedder dexamfetamin. Og det er ikke farligt, hvis man bruger det rigtigt og i de rigtige doser og i øvrigt erhverver sig det legalt på recept, og man har hentet det på apoteket, og det er kontrolleret for sikkerhed og urenheder m.m.. Så er det et ret sikkert lægemiddel at bruge både for børn og unge, teenagere og voksne.
Det virker næsten lige som methylphenidate. Grundlæggende hæmmer det pumpernes evne til at optage dopaminen og noradrenalinen igen, sådan så det får lov til at være der i længere tid. Så de to ligner hinanden meget. Og dem kalder man centralstimulerende stoffer.
Når noget får dopaminen til at stige, taler man om, at det stimulerer. Nogle har bedre effekt af det ene frem for det andet præparat. Men det er de to, der virker bedst.
Men så har vi atomoxetine, som kun hæmmer noradrenalinpumperne. Det er et nonstimulerende (ikkestimulerende) stof. Det er lidt anderledes og virker ikke helt lige så effektivt. Men der er nogle patienter, som har god gavn af det. Det er meget individuelt.
M: Hvor ligger Vyvanse henne?
J: Vyvanse er handelsnavnet for amfetamin. Og i Vyvanse er der koblet noget til kemisk (en bestemt aminosyre), som gør, at amfetaminen er inaktiv.
Amfetaminen virker først, når en aminosyren er klippet væk, hvilket kroppen selv gør gradvist, så når man sluger sin tablet med Vyvanse, så har man amfetamin, hvor denne her aminosyre sidder på i kroppen, og så virker det først, når aminosyren klippes af, og det sker så gradvist i løbet af 3-4 timer efter, at man har slugt tabletten, og først når sin top ca. 3 timer efter, og så vil den stille og roligt klinge af, fordi amfetamin har en relativ lang halveringstid (8-10 timer) i kroppen.
Det betyder, at der går lang tid fra, at man er på et givent niveau, til det bliver nedbrudt, og man når det halve af det niveau.
Der er to fordele ved det her præparat: 1) Man skal kun tage en tablet 1 gang om dagen, og det er jo praktisk. 2) Hvis man har en afhængighedsnatur og er tilbøjelig til at blive afhængig, så er det smart lavet, fordi man ikke kan få det til at virke hurtigt pga. den aminosyre. Så man kan ikke misbruge det.
Jeg har talt med en person, som har udtalt ADHD, og som har et kokainmisbrug, og han fortæller, at han slet ikke har samme trang til kokain, når han tager nogle af de præparater, som langsomt frigiver amfetamin.
Det er interessant, så det har faktisk den modsatte effekt af, hvad man måske kunne være bange for, når man giver personer amfetamin, som har haft en misbrug. I værste fald gør det hverken fra eller til.
M: Nogle gange når jeg taler med mennesker, som har ADHD, fortæller de, at de er bange for bivirkninger eller afhængighed ifm. medicinen.
Der er mange bekymringer, der følger med.
Hvad ville sådan en forsker som dig sige til de her mennesker om det?
J: Hvis vi skal tage afhængigheden først, så er der lavet studier af, hvor mange af dem, der får centralstimulerende præparater, der stadig tager deres medicin efter 1 år, 2 år, 3 år osv.
Kurven falder relativt brat for alle aldersgrupper, men den aldersgruppe, hvor den falder mest drastisk, er unge mellem 18 og 24 år, hvor undersøgelsen viste, at det kun er 30% af dem, der stadigvæk tager det. Så hvis det var så fantastisk et rusmiddel, ville folk jo ikke droppe ud af deres behandling efter kun 2 år.
M: Så der er ikke nogen afhængighed forbundet med det. Ligesom der er fx ved sovemedicin?
J: Ifm. sovemedicin udvikler man en tolerance.
Der er en lille grad af toleranceudvikling i ADHD-medicin, og det er ikke unormalt, at man efter at have taget det et stykke tid, skal en lille smule op i dosis, og så når de et plateau, og så er det det, og nogle skal ikke. Det er igen meget individuelt. Ved sovemedicin skal man blive ved med at øge mængden. Så det er to forskellige ting.
M: Hvordan med bivirkninger, er der mange af dem?
J: Det er igen individuelt.
På de centralstimulerende stoffer kan der være noget med søvnløshed, og det kan jo være generende nok, især fordi ubehandlet ADHD er karakteriseret ved, at døgnrytmen er skæv.
Man er ikke tilstrækkeligt vågen, når man skal være vågen, og hjernen er ikke tilstrækkeligt slukket, når man skal være træt.
Den relativt skarpe opdeling, som man helst skal have, er der ikke.
Og det kan medicinen afhjælpe, men nogle oplever, at dopaminen ikke når at klinge tilstrækkeligt af, så der kan være nogle indsovnings-vanskeligheder. Mit indtryk er, at man kan skrue på dosis, eller på hvordan man tager det, for at modvirke det. Det skal man tale med sin psykiater om.
M: Der er mange, der siger, at de er bange for, at de ikke vil være dem selv, dvs. at personligheden ændrer sig, og om de kan genkende sig selv på medicin.
J: Det er vildt interessant, fordi man skal jo tænke på, at mange har gået med ADHD i mange år og lært at leve med det uanset omkostninger og fundet nogle strategier.
Kva det lidt mere rastløse hoved får man jo også nogle skæve skøre idéer, som gør, at ens venner måske synes, at det er nogle af ens særlige kvaliteter, og dem vil man jo ikke være foruden.
Så her er det øvelsen at finde den helt rigtige dosis, så man ikke bliver for "Excel-organiseret" og fuldstændig struktureret i sin tankegang, så ens karakteristika forsvinder.
Og så er der det her med, hvilke typer medicin der findes, for der findes faktisk også en 4. type, som hedder Guanfacin, som jeg ikke fik nævnt, som er kommet for relativt nylig, som ikke så mange bliver behandlet med.
Nogle har en god effekt ved det, andre synes ikke, at det virker godt nok. Og nogle har det godt med at kombinere det med dexamfetamin. Det er også et ikke-stimulerende præparat.
De centralstimulerende stoffer, methylphenidate og dexamfetamin, kan man tage, når man synes, at man har behov for det og lade være med at tage dem de dage, hvor man ikke synes, at man har brug for det. Og det giver en stor frihed.
Fx har jeg talt med en, som ikke tog sit centralstimulerende stof de dage, hvor han skulle være kreativ og ud af boksen-tænkende, og så tog han sin medicin igen de dage, hvor han skulle være mere struktureret.
Sådan tager man ikke de to andre præparater. Der skal man tage en fast daglig dosis og kan ikke sådan hoppe ind og ud af dem på samme måde.
Sådan er det jo nærmest også med alle andre psykofarmaka.
M: Jeg møder også mange, der er meget bekymret for, om deres sexlyst forsvinder. Det er tit noget, man har associeret til psykofarmaka?
J: Det er igen individuelt. Nogle mærker, at deres sexlyst går ned og rejsningsbesvær, når de tager atomoxetine, altså det ikke-stimulerende præparat. I nogle tilfælde udvikler man tolerance over for den bivirkning, så det mest er i starten, og så klinger det af. Der er også nogle, der mærker det med de centralstimulerende præparater, men det er min oplevelse, at det er mindre hyppigt.
M: Jeg hører heller ikke, at der er mange, der har de bivirkning - men jeg hører, at de er bekymrede for det.
Men det er måske også noget med at prøve det af og tale med sin læge, hvis man har den bivirkning?
J: Ja, og apropos bivirkninger så er der også det med blodtrykket. Begge typer af præparater kan give blodtryksstigninger. Det er ikke nødvendigvis særlig meget. Især dexamfetamin har ikke så meget blodtrykspåvirkning.
Guanfacin giver faktisk et blodtryksfald. Så der kunne man godt tænke kreativt i, hvis man nu kombinerede præparaterne, og så ville blodtrykspåvirkningerne udligne hinanden.
Det er interessant, hvis medicinen kunne ophæve hinandens bivirkninger.
M: Der er også nogle, der mister appetitten. Og det er der nogle, der er glade for, da de tidligere har stimuleret sig selv ved at spise.
J: Ja, der er nogle, der glemmer at spise. Ja, i stedet for tobak, stoffer eller mange projekter har de så brugt mad som selvstimulering.
Jeg håber dette interview har gjort dig en smule klogere på den ADHD-medicin, der er tilgængeligt på markedet.
Husk at du altid skal rådføre dig med din læge/psykiater ift. hvordan din medicin skal tages og anvendes.
Du kan læse meget mere om ADHD-medicin HER på Additude Magasines hjemmeside.
Læs de andre dele af interviewet med Jesper Andreasen:
Del 2 om ADHD, dopamin og følelses-regulering
Del 4 om ADHD og medicin
Måske er du netop opstartet i medicinsk behandling for ADHD eller overvejer det?
Du kan få samtaler med en kompetent behandler, som kan støtte dig ved siden af dit forløb hos en psykiater.
Læs mere herunder om samtaler hos Tone Spang:
