Hvad er meltdowns, burnout og PDA: Burnout (udbrændthed)

Meltdowns, (autistisk) burnout (udbrændthed) og PDA er udtryk, som ofte kædes sammen med autisme og overbelastning.

Udtrykkene beskriver forskellige tilstande, som er forårsaget af overbelastning.

Mennesker uden autisme kan også få meltdowns, blive udbrændte og udvikle en PDA-profil, men det er tilstande, som oftere er knyttet sammen med autisme.

I denne serie af blogindlæg vil jeg meget kort beskrive de forskellige tilstande, så du kan genkende det hos dig selv eller en, du holder af. Hvert blogindlæg indeholder også gode råd til at komme ud af de forskellige tilstande.

Læs med i dette blogindlæg, hvor jeg gennemgår, hvad burnout er.

Du kan også gå direkte videre og læse om meltdowns eller PDA.


Hvad er autisktisk udbrændthed (autistic burnout)?

Autistisk udbrændthed  (på engelsk autistic burnout) er et begreb, der refererer til en svær stresstilstand, som opstår efter en lang periode (ofte årevis), hvor personen har været overbelastet. Ofte oplever personen en ekstrem udmattelse og medfølgende lavt funktionsniveau.

Autistisk udbrændthed kan vare i flere år.

Nogle autister kan opleve udbrændthed i perioder af måneder eller år og komme sige, mens det for andre bliver en kronisk tilstand.

Autistisk udbrændthed påvirker ofte familieliv, parforhold, uddannelse og jobsituation.

Adfærd når man befinder sig i en tilstand af autistisk udbrændthed

Udbrændthed hos autister kan variere meget fra person til person.

Men det, der ofte kendetegner tilstanden, er et lavere funktionsniveau end tidligere.

Den autistiske person kan miste færdigheder, som man tidligere har haft - det kan fx være, at man har vanskeligt ved at klare dagligdagens gøremål som at handle ind, gøre rent eller gå i bad. Det kan også være, at personen ikke kan klare socialt samvær eller holde kontakten med familie og venner.

Desværre er der mange med udbrændthed, som ikke kan arbejde eller studere.

Det kan være meget svært for personen selv og de pårørende at forstå, at funktionsniveauet har ændret sig så markant. Personen kan også fremstå mere autistisk og have behov for at leve i et mere beskyttet miljø.

Autistisk udbrændthed kan medføre betydelige sociale konsekvenser, herunder tab af venskaber, ægteskabelige problemer eller skilsmisse og tab af job og/eller studieplads.

Udover disse sociale udfordringer kan udbrændthed også resultere i kognitive vanskeligheder - måske oplever man, at man har svært ved at tage initiativ, hukommelsen svigter og det er svært at holde overblikket.

Tegn på autistisk udbrændthed kan være:

Social isolation

Voldsom udmattelse og lavt energiniveau,

Eksekutive vanskeligheder

Flere autistisk træk

Vanskeligheder ved at klare dagligdagens opgaver

Svært ved at tage vare på sig selv.

Hvad er forskellen på “almindelig” stress og autistisk udbrændthed?

Almindelig stress hos mennesker uden autisme varer for det meste under 12 mdr, såfremt de udsættes for mindre belastning end før. Nogle vil opleve en markant hurtig bedring, når de er afskærmet fra det, som har udløst stressen (fx arbejde).

For det meste vil det være tydeligt for andre, hvad der har udløst stresstilstanden. Og det handler typisk om stressorer udenfor personen - det kan fx være et job, en skilsmisse eller sygdom.

Autistisk udbrændthed er for det meste en mere alvorlig og langvarig lidelse. Autistisk udbrændthed er et resultat af i alt for mange år at have været på overbelastning.

Ofte er årsagen til udbrændtheden derfor mindre synlig for andre og også for personen, som selv er ramt af udbrændtheden.

Hvad er forskellen på depression og udbrændthed?

Udbrændthed og depression kan ligne hinanden rigtig meget. Det er dog to forskellige tilstande, men de kan sagtens opstå samtidig.

Den primære forskel ligger i, hvordan humøret påvirkes. I princippet kan man godt være udbrændt og have lav energi men stadig finde glæde i hobbies og samvær med andre mennesker.

De symptomer, som kendetegner en depression, er manglende glæde ved oplevelser, der normalt gør en glad, samt en overvejende følelse af tristhed. Det kan føles som om, at alt er “gråt”, og at man har negative tanker både om andre og sig selv.

Det er vigtigt at undersøge, om man har en depression oven i en udbrændthed, da depression kan behandles med både samtaleterapi og medicin.

Hvad er årsagen til burnout?

I bund og grund skyldes autistisk udbrændthed langvarig overbelastning.

Det kan fx skyldes, at man i mange år har skullet undertrykke og skjule (maske) sine autistiske træk, være på socialt overarbejde, konstant tilpasse sig til  en neurotypisk verden og opleve sensorisk overbelastning.

Burnout kan også udløses af store forandringer og livsændringer såsom skilsmisse, familieforøgelse, konflikter med myndigheder/skoler og sygdom.

 

Hvad kan man gøre?

Bevidsthed

Det kan være et godt skridt at starte med at læse om autistisk udbrændthed og finde ud af, at du ikke er alene om at have det på denne måde.

At blive bevidst om autistisk udbrændthed betyder også, at du kan finde og undersøge årsagen til, at du er blevet syg.

Når du lærer mere om autisme og dig selv, kan du måske bedre forstå, hvorfor du har været overbelastet.

 

En del af at skabe større bevidsthed om dig selv kan være at opsøge andre autister, enten online eller fysisk.

Udover at du kan lære noget af at høre andres oplevelser og historier, kan du måske også møde nogle mennesker, du føler dig connected til.

 

Nedsætte belastning

Du bør nedsætte kravene til dig selv, når du har udbrændthed. Det kan være, at du i en periode skal sige nej til sociale arrangementer, dagligdagsopgaver og måske sygemeldes fra uddannelse eller arbejde.

Det kan være svært at tage imod hjælp fra dine venner og familie, men hvis du har muligheden for det, så tag imod al den støtte, som du kan få.

Udover at du kan få praktisk hjælp af pårørende eller måske din kommune, kan du også få støtte til at undersøge, hvad årsagerne til din udbrændthed er. Du kan evt. også opsøge professionel hjælp hos en terapeut.

 

Selvom det er hårdt at se i øjnene, så fortæller din burnout-tilstand dig, at du har været overbelastet alt for længe.

Derfor bør du være nysgerrig på dit liv og undersøge, om du har mulighed for at skabe et liv, som er mere i overensstemmelse med dine behov.

Måske er det tid til at skifte job, arbejde færre timer, flytte, skabe nye venskaber og afslutte andre. Det kan være, at du har masket alt for længe og forsøgt at være en person, som du egentlig ikke er.

 

Dyrk interesser

En del af din heling, når du lider af udbrændthed, er at dyrke de interesser, du holder af.

Fx kan du finde nogle projekter, som du kan fordybe dig i og bruge tid på. Måske kan du lide dyr, puslespil, sudoku, spil, musik, bøger, film, rollespil, strikke, hækle, natur eller noget helt andet.

 

Sanseintegration

Ved at arbejde med sanseintegration kan du få støtte til at nedbringe stress og belastning.

Det er vigtigt at identificere, hvilke former for sansestimuli, som stresser dig, og forsøge at undgå disse. Det kan omfatte ting som høje lyde, stærkt lys og mange mennesker.

Samtidigt bør du aktivt søge sansestimuli, som gør dig glad og rolig, såsom at tage et varmt bad, røre ved din hund og sove med kædedyne. Du kan få flere ideer til beroligende stimuli HER.

Jeg håber, at dette blogindlæg har givet dig mere viden om og forståelse for udbrændthed hos autister og givet dig idéer til strategier for at opnå bedre trivsel.


Måske du har lyst til at lære mere om autisme og møde andre voksne autister?

Vi mødes 4 gange i 2 timer i København.

Du kan læse mere ved at trykke på knappen herunder:


Forrige
Forrige

Hvad er meltdowns, burnout og PDA: PDA

Næste
Næste

Hvad er meltdowns, burnout og PDA: Meltdowns