Fup og fakta om ADHD-medicin: tager hjernen skade?
Ødelægger ADHD-medicin hjernen?
Tager hjernen skade over tid?
Det kan være svært at finde hovede og hale i al den information som findes om ADHD-medicin. Ud over en masse information, er der også en masse holdninger og myter om ADHD-medicin.
Af denne årsag har jeg fået lov til at interviewe forsker og underviser i psykofarmakologi på farmaci Jesper Andreasen om fup og fakta om ADHD-medicin.
I dette interview vil jeg spørge Jesper om de mest almindelige myter om ADHD-medicin og forhåbentlig få svar, så vi bliver lidt klogere på ADHD-medicin og lader forskning frem for holdninger vinde frem.
Interviewet består af 4 dele.
I dette blogindlæg har vi fokus på hvad forskningen siger om langtidseffekterne af medicinering med ADHD-medicin.
Obs! Hverken Jesper eller jeg er uddannet læger. Følg altid din læges anvisninger ift. medicin.
M:
Du var lidt inde på sådan nogle longitude-studier, og et spørgsmål, som jeg ofte får, er, om vi om 50 år kan opdage, at det her ADHD-medicin faktisk har ødelagt hjernen på vores børn?
Er vi sikre på, at den medicin ikke giver langvarige skader? Hvad tænker du om det?
Og hvor længe har vi forsket i ADHD-medicin?
J:
Det har jo været på markedet i adskillige årtier. Jeg mener, at methylphenidat allerede blev anvendt tilbage i 1960-1970´erne.
M:
Jeg fandt ud af, at det var i 1956, at man første gang brugte Ritalin til børn.
J:
Det er jo temmelig længe, så det er velundersøgt, og man har virkeligt langtidsdata på det her.
Hvis man kigger på registerdata over, hvordan det er gået folk med ADHD, der har været i behandling, så ved man, at levetiden er længere end hos dem med en ubehandlet ADHD, hvor der er påberegnet et tab af livslængde på 13-14 år.
Jeg ved ikke, hvor mange år man så kan genvinde ved at være i behandling.
Men det er i hvert fald forbundet med længere levetid, højere uddannelsesniveau, højere indkomstniveau, færre skilsmisser, færre ulykker, mindre kriminalitet, færre psykoser og færre indlæggelser.
Så der er en klar forskel ift., hvordan det går folk, der er i behandling, og dem der ikke er det.
Det er fuldstændigt utvetydigt.
Og så kan man diskutere, hvad det så skyldes. Er det fordi de børn, der fik medicin, har nogle forældre, der er lidt mere velorienteret eller ressourcestærke?
Men så er der rotte- og musestudiet, som har undersøgt de her ting, hvor man har givet rotter ADHD-medicin i den periode, hvor de var teenagere, og det er en rotte i ca. 3 uger.
Og så har man så undersøgt, hvad der sker, hvis man giver rotten methylphenidat i de 3 uger eller kontrolbehandling, hvor de bare får saltvandsindsprøjtninger.
Så stopper man behandlingen efter de 3 uger, og så venter man, indtil rotterne er blevet voksne 1-2 måneder senere.
Og så tester man deres adfærd på tværs af forskellige adfærdsdomæner. Her han man fundet ud af, at rotterne var mindre impulsive, hvis de fik methylphenidat, mens de var teenagere.
Det ser også ud til, at der er færre af det, som Strattera virker på. Det er en noradrenalintransportør, man har. Dem der genoptager noradrenalin, når de frisættes fra nervecellerne, og så skal de ligesom pumpes tilbage igen. Og det er den, som Strattera virker på og hæmmer den transporter.
Det ville da egentlig være smart, hvis man havde lidt færre af dem, når nu Strattera går ind og hæmmer transporten af en vis procentdel af dem.
Så hvad hvis man bare havde færre. Så behøvede man jo ikke Strattera.
Og der har man så set på de her rotter, og dem, der fik methylphenidat, da de var teenagere, har faktisk lidt færre noradrenalin-transportører i pandelappen, så de får indbygget en form for Strattera i hjernen.
Og så er de mindre impulsive og mindre tilbøjelige, hvis man giver dem mulighed for at tage kokain, til at tage kokain, effekten er mindre dragende for dem, når de er voksne rotter.
Der er en tredje test. Det at have ADHD kan jo gøre, at man er lidt sensationssøgende, og derfor er der risiko for at blive gambler som voksen. Det har man undersøgt hos rotter på en lidt sød måde, hvor man kan give dem mulighed for at trykke på to pedaler i et kammer, hvor der på den ene er en god chance for, at de får en lille belønning.
Hvis de trykker på den anden pedal, får de en belønning, der er 4 gange så stor, men den kommer ret sjældent, så det kan faktisk ikke betale sig. Hvis rotterne har fået methylphenidat som teenagere, så er de mindre sensationssøgende og har mindre tendens til gambleradfærd.
M:
Kan man sige, at en med ADHD, som har fået medicin i ungdomsårene, vil have en hjerne, der ligner mere en neurotypisk hjerne?
J:
Ja, det er der nogle ting, der tyder på.
Hjernen får lejlighed til at modnes på en mere neurotypisk måde. Og det giver jo sådan set meget god mening. Der er meget af det neurobiologiske, som man ikke ved endnu.
Men det giver meget god mening konceptuelt, hvis man skal se det sådan mere miljømæssigt.
Hvis man er på medicin, mens man er barn og ung, og mens hjernen er under rivende udvikling og ved at forme netværkene, som er de netværk, man skal have resten af livet, hvis man i den periode har en adfærd, der er meget impulsiv.
Så får man styrket de netværk, der er gode til impulsiv adfærd.
Og også de netværk der er gode til at have en god impulskontrol og det at kunne holde motivationen i lang tid fx til at kunne læse en bog eller holde fokus en hel time i skolen.
De netværk bliver jo styrket, hvis man bruger dem, og ikke styrket, hvis man ikke bruger dem. Og at have en lang periode i sine barneår og i sin ungdom, hvor man har mulighed for at gøre nogle af de samme ting, som ens jævnaldrende venner.
Det må da styrke de netværk og gøre en mere kapabel og styre hjernen i den retning, som man gerne vil have som voksen.
M:
Jeg tænker også som psykolog, at hjernen må blive beskyttet lidt mod stress. Vi ved jo, at stress slider på hjernen. Så hvis man er mindre stresset i ungdomsårene, må det have en positiv virkning.
Jeg læste et studie, hvor man har fundet ud af, at der så ud til at være mere grey matter, når man havde taget ADHD-medicin. De vidste ikke præcis, hvad det betød, men den lignede mere den neurotypiske hjerne.
J:
Det er meget interessant, at du siger det, fordi der er lige kommet et studie om, hvad nikotin gør, hvis man bruger det.
Og det er jo typisk i ungdomsårene, at man starter med det. Det er ikke godkendt endnu, men de har offentliggjort det, mens det bliver vurderet.
Det har vist, at hjernen skrumper, hvis man bruger nikotin. Det er jo også interessant ift. det der med, at nikotin er et hurtigtvirkende rusmiddel.
Du får lige præcis det, som en ADHD-hjerne gerne vil have. Og hvor medicinen jo er mere gradvis. Og det gør måske det modsatte for den måde, som hjernen modnes på.
Så det er nemlig ikke bare, at stimulanser er gode eller dårlige. Det handler om, hvordan det bliver udløst, og hvilken effekt det har.
Der er masser af indikationer på, at nikotin i ungdomsårene giver vedvarende koncentrationsproblemer resten af livet og også depression, angst og andre psykiske lidelser og stofmisbrug.
M:
Hvis jeg har ADHD, og jeg begynder at tage ADHD-medicin, vil min hjerne så begynde at producere mindre dopamin naturligt?
Altså begynder min egen effekt at gå ned, fordi jeg får det i en pille?
J:
Der kommer nogle ændringer pga. medicinen.
M:
Men er det så sådan, at når jeg stopper igen, har jeg så ødelagt min egen dopaminproduktion?
J:;
Nej.
Der er nogle studier, der har vist, at når man har tager methylphenidat, kommer der flere af de her transportører, fordi man hæmmer produktionen af dem, og så prøver hjernen at lave nogle flere og kompensere.
Så hvis man stopper med medicinen, vil man jo egentlig have lidt for mange af dem lige pludseligt, men det vil så også normalisere sig igen. Så man har ikke ødelagt noget.
Men der vil være ændringer i hjernen, som vil være langvarige. Det er jo altid et samlet billede.
Men alt tyder på, at de langvarige ændringer vil være i den positive retning for en ADHD-hjerne. Igen skal man jo se det meget holistisk.
I det at have ADHD er der jo også nogle aspekter, som man gerne vil beholde som fx det der drive, der kan være, og initiativet. Så længe man bare ikke bliver alt for stresset af det selv.
Og langtidsændringerne kan være mere impulskontrol. Og hvis man ikke har lyst til det, så kan man jo godt betragte det som en negativ effekt.
M:
Og det kommer vel an på det miljø, man er i, for er man kunstner og kreativ, så kan det være, at det passer ganske fint.
Men når man skal sidde stille på skolebænken i en folkeskole, så kan det måske være mere vanskeligt.
Det kommer an på, hvor man er i sit liv, og hvad man har brug for.
J:
Men forældre skal i hvert fald ikke være bekymret for, at de ødelægger deres børns hjerne, for alt tyder på det stikmodsatte.
Du kan lære meget mere om ADHD og medicin samt strategier til at håndtere ADHD på vores gruppeforløb og en-dagskurser.
Læs mere om de forskellige forløb her:
Links, hvor du kan læse mere om ADHD-medicin:
https://www.additudemag.com/long-term-effects-of-adhd-medication-brain/
https://www.additudemag.com/adhd-and-substance-abuse-stimulant-medication/
https://www.additudemag.com/substance-abuse-treatment-comorbid-adhd-clinical-guide/
https://www.additudemag.com/category/explore-adhd-treatments/medications/
