Hvad er retfærdigheds-sensitivitet?
Hvordan reagerer du, når du opdager en person, som springer over i køen?
En person, der ikke overholder færdselsreglerne?
Eller hvis nogen bliver uretfærdigt behandlet af en anden?
Hvis du blot trækker på skuldrene og tænker “det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved”, er dette blogindlæg nok ikke for dig.
Hvis du derimod mærker hjertebanken, vrede og en intens trang til at rette op på uretfærdigheden – så læs videre.
I dette blogindlæg dykker jeg ned i et træk, som mange mennesker med ADHD og autisme kan genkende: en stærk indre retfærdighedssans.
Fænomenet kaldes også retfærdighedssensitivitet (justice sensitivity), og rigtig mange neurodivergente mennesker kan genkende sig selv i det.
Det er ikke et symptom på ADHD eller autisme i sig selv – men et træk, som mange oplever i større eller mindre grad.
I denne serie af blogindlæg ser vi nærmere på det, man kalder retfærdighedssensitivitet – altså hvor stærkt vi reagerer på oplevelser af retfærdighed og uretfærdighed.
Serien er bygget op i fire dele:
I første blogindlæg introducerer jeg de fire forskellige perspektiver på retfærdighed – altså de måder mennesker kan opleve uretfærdighed på.
I andet blogindlæg går jeg mere i dybden med de fire forskellige retfærdighedsprofiler, og hvordan de kan komme til udtryk hos forskellige mennesker.
I tredje blogindlæg ser vi nærmere på, hvorfor retfærdighedssensitivitet ofte er særligt udtalt hos mange neurodivergente.
I fjerde blogindlæg kigger vi på konsekvenserne af en stærk retfærdighedssans – både de styrker og de udfordringer den kan give – samt nogle måder at håndtere den på i hverdagen.
Mit håb er, at serien kan give et sprog for nogle af de oplevelser, mange går rundt med – og måske også skabe lidt mere forståelse for, hvorfor retfærdighed kan føles så vigtigt.
Justice sensitivity
De fleste mennesker kan genkende følelsen af irritation eller ubehag, når vi oplever noget, som er uretfærdigt.
Hvis nogen bryder reglerne, snyder i en kø eller opfører sig dårligt over for andre, vil de fleste reagere med en vis irritation.
Men for nogle mennesker er reaktionen langt stærkere.
Det kan være en følelse, som fylder meget mentalt – og som også mærkes tydeligt i kroppen.
Det handler ikke kun om uretfærdighed mod én selv.
Retfærdighedssensitivitet kan også handle om:
→ uretfærdighed mod andre
→ uretfærdighed man selv får fordel af
→ eller følelsen af selv at have gjort noget uretfærdigt.
For nogle kan det være en følelse, der bliver hængende i kroppen i lang tid efter situationen er overstået.
Retfærdigheds sensitivitet er ofte forbundet med:
Stærke emotionelle reaktioner (vrede, indignation, skam, skyld)
Hurtig opmærksomhed på normbrud
Stærk moralsk motivation
Tendens til rumination efter oplevede uretfærdigheder
En måde at forstå retfærdighedssensitivitet på er at se på hvilken rolle vi står i, når noget føles uretfærdigt.
Lad os kigge nærmere på de forskellige positioner - måske du særligt kan genkende dig i en eller flere af dem:
Fire forskellige måder at reagere på uretfærdighed
Når man taler om retfærdighedssensitivitet, beskriver man ofte fire forskellige perspektiver.
De fleste mennesker kan faktisk genkende lidt af dem alle.
Men mange oplever, at ét eller to perspektiver fylder mere end de andre.
De fire perspektiver handler om hvilken rolle vi indtager i situationen, når vi oplever noget uretfærdigt:
→ den der bliver ramt
→ den der ser det ske
→ den der får en fordel
→ eller den der selv kommer til at gøre noget uretfærdigt.
Forskere kalder disse perspektiver for:
Offerperspektivet (victim)
Observatørperspektivet (observer)
Fordelsperspektivet (beneficiary)
Gerningsperspektivet (perpetrator)
De beskriver altså fire forskellige måder, vi kan blive ramt af uretfærdighed på.
Hos mennesker med høj retfærdighedssensitivitet er reaktionerne ofte stærkere – og kan fylde mere mentalt efterfølgende.
Lad os kigge nærmere på de fire perspektiver.
Uretfærdighed mod én selv (offerperspektivet)
Her reagerer man stærkt på situationer, hvor man selv bliver behandlet uretfærdigt.
Typiske reaktioner:
Vrede eller bitterhed
Stærk oplevelse af at blive behandlet forkert
Tendens til at huske uretfærdigheder længe
Den positive side ved dette perspektiv er, at man ofte er god til at stå fast og sætte grænser.
Den mere udfordrende side kan være, at man bliver meget optaget af uretfærdigheder – og kan have svært ved at give slip på dem.
For andre kan det nogle gange komme til at fremstå som om man indtager en “offerrolle”.
Uretfærdighed mod andre (observatør-perspektivet)
Her reagerer man stærkt, når man ser andre mennesker blive behandlet uretfærdigt.
Typiske reaktioner:
indignation
ønske om at gribe ind
moralsk engagement
Den positive side er, at man ofte har en stærk moral og et stort engagement i at hjælpe andre.
Den mere udfordrende side kan være, at det bliver meget drænende.
"Jeg kan næsten ikke holde ud at se nogen blive behandlet dårligt. Selv hvis jeg ser en fremmed blive talt grimt til i en butik, kan jeg mærke det i kroppen resten af dagen."
Nyheder, konflikter eller uretfærdighed i verden kan komme til at fylde meget – og man kan nogle gange komme til at blande sig i situationer, hvor andre måske ikke har bedt om hjælp.
At få en uretfærdig fordel selv (fordelsperspektivet)
Nogle mennesker reagerer stærkt, hvis de oplever selv at få en fordel, som andre ikke får.
Typiske reaktioner:
skyld
ubehag ved privilegier
ønske om at kompensere
Den positive side er en stærk bevidsthed om retfærdighed og omtanke for andre.
Men det kan også føre til en tendens til at blive selvudslettende eller føle overdreven skyld.
Selv at gøre noget uretfærdigt mod andre (gernings-perspektivet)
Her reagerer man stærkt, hvis man oplever selv at have gjort noget uretfærdigt mod andre.
Typiske reaktioner:
skam
skyld
stærkt behov for at reparere relationen
Den positive side er en høj grad af empati og bevidsthed om hvordan ens handlinger påvirker andre.
Den mere udfordrende side er, at skyld og skam kan blive meget stærk og føre til selvkritik.
Som du kan se, rummer de forskellige perspektiver både styrker og udfordringer.
Mennesker med en stærk retfærdighedssans fremstår ofte som moralske, empatiske og engagerede mennesker, der reagerer, når noget føles forkert. Samtidig kan den stærke sensitivitet også gøre én mere sårbar over for uretfærdighed, fordi den kan fylde meget mentalt og følelsesmæssigt.
For nogle kan det blive drænende. Verden rummer trods alt mange situationer, som ikke kan rettes op – og som man heller ikke selv har ansvar for at løse.
I næste blogindlæg dykker jeg lidt dybere ned i de fire retfærdighedsprofiler. Her ser vi nærmere på, hvordan retfærdighedssensitivitet kan komme til udtryk på forskellige måder hos forskellige mennesker – og måske vil du kunne genkende dig selv lidt tydeligere.