Guide til at træffe valg
- og hvorfor det kan være svært
Overvej dette scenarie et øjeblik:
Du sidder foran computeren og skal til at købe noget tøj på nettet, fordi du skal have nyt tøj til et bryllup du skal til.
Du kigger, scroller hjemmesider igennem og finder forskellige sæt tøj du synes om.
Nu er det som om det bliver rigtig svært at skulle vælge et bestemt sæt tøj.
Du prøver at undersøge, hvad tingene koster, hvordan mon det vil passe til dig og om tøjet passer til det bryllup du skal til.
Du overvejer også, om du blot skal finde noget tøj fra dit klædeskab.
Du kommer ikke rigtig videre, men bruger oceaner af tid på at kigge på tøjet og prøve at træffe en beslutning om, hvad du skal købe.
Dagen før brylluppet har du stadig ikke fundet noget nyt tøj og du begynder at blive desperat. Til sidst finder du noget i dit klædeskab, som kan bruges og tager det på.
Har du nogensinde oplevet dette eller måske noget lignende?
Altså, at have svært ved at træffe beslutninger, også selvom du har brugt masser af tid og energi på at prøve tage en beslutning?
Eller måske ligefrem ende med ikke at tage en beslutning og så vente på konsekvenserne af dette?
Det er der nogle gode grunde til: at træffe beslutninger kræver nemlig mange forskellige kognitive processer i vores hjerne - lad mig forklare:
At træffe beslutninger koster kognitiv energi
(og gode eksekutive funktioner)
At træffe beslutninger kræver mange forskellige kognitive processer, som har at gøre med vores eksekutive funktioner.
Det er de kognitive funktioner står bl.a. for vores evne til at planlægge, strukturere, forestille sig fremtiden, igangsætning, prioritere og holde overblik.
Det er alt sammen funktioner, du typisk bruger, når du skal træffe beslutninger. (se evt. denne video, hvor de eksekutive funktioner forklares).
Når vi træffer beslutninger skal vi typisk:
→ Overveje fordele og ulemper ved de forskellige valg og sammenligne disse
→ Holde disse ulemper og fordele op mod det fremtidige mål, du gerne vil opnå
→ Forestille dig, hvad konsekvensen af valget ville være
→ Tænke langsigtet og måske bremse impulser
→ Handle på det valg, du har truffet
Alt dette kan kræve meget kognitiv energi, og hvis man fx har udfordringer med eksekutive funktioner - det kan være pga. ADHD, autisme, senfølger efter depression og stress - kan dét, at skulle træffe et valg nærmest blive en umulig opgave.
Oven i alt dette, kan der være nogle følelser forbundet med at skulle træffe et valg, som gør det ekstra svært - det kan være angst, bekymring eller tristhed. For nogle kan dét, at skulle træffe et valg være forbundet med angst og bekymring for at komme til at tage det forkerte valg.
Heldigvis er der noget, du kan gøre, for at hjælpe dig selv med at træffe valg - hvor det vil blive tydeligt for dig, hvad det rigtige valg for dig er.
Jeg giver dig her en guide på 4 trin, du kan bruge til både at træffe store og små valg i dit liv.
Guide:
Du kan både følge guiden fra start til slut eller du kan bruge det råd, som giver bedst mening for dig.
Du kan gøre det alene eller gennemgå det sammen med en person, som du har tillid til.
Sæt en deadline
Det allerførste du skal gøre, når du står overfor et valg er at finde ud af, hvor lang tid, du gerne vil bruge på at træffe din beslutning.
Skal det tage 5, 10, 15 minutter, eller er det større beslutninger, som gerne må tage måneder?
Du kan evt. overveje, hvor langt ude i fremtiden dette valg vil have konsekvenser - fx: Betyder det noget for dig om et år, hvilket tøj du havde på til bryllup?
Du kan både afsætte tid til research omkring de forskellige valg og selve beslutningsprocessen.
Herefter sætter du den tid af, som du synes beslutningen må tage at træffe.
Lad mig bruge eksemplet fra før:
Du beslutter dig for at afsætte 1 time til at kigge på tøj til bryllup OG træffe beslutningen.
Hvis du allerede i processen, hvor du undersøger de forskellige valg, kan mærke, hvad det rigtig valg er, kan du stoppe her.
Fordele/ulemper
Herefter kan du overveje de forskellige fordele og ulemper ved de forskellige valg.
Det kan være stor hjælp at få skrevet fordele og ulemper ned på papir, så man ikke bare “har det i hovedet”.
Du kan evt. bede en ven eller et familiemedlem om hjælp til at udfylde skemaet og se fordele og ulemper i et andet perspektiv.
Du kan evt. udskrive dette skema til formålet.
Fordele/ulemper kan både handle om økonomi, relationer, følelser og meget mere. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert - det er fordele og ulemper ud fra din oplevelse.
For nogle vil fordele/ulempe-skemaet kunne bruges til at træffe valg på baggrund af, at der er flere fordele ved det ene valg end ved det andet - man kan sige at, du træffer den “logiske” beslutning”.
For andre kan skemaet også bruges til at mærke efter, hvordan de forskellige valg “føles”.
Det bliver nemlig ofte nemmere at forestille os konsekvenserne af de forskellige valg, når vi skriver fordele og ulemper ned - og når vi kan forestille os konsekvenserne af et bestemt valg, bliver det ofte nemmere at mærke, hvad vi har lyst til og hvad der giver mening. Man kan sige, at du træffer et valg baseret på mavefornemmelse.
Måske stopper din proces med at træffe beslutning allerede her - hvis du tydeligt kan se og mærke, hvad der er den rigtige beslutning, bør du ikke gå videre.
Hvis ikke kan du gå videre her:
Overvej: Er udfaldet i tråd med mine værdier og mål?
Når du har opstillet fordele/ulemper ved de forskellige valg - og du stadig er i tvivl - kan du overvej om udfaldet af de forskellige valg er i tråd med dine værdier og hvem du gerne vil være.
Det lyder måske stort, men ofte vil beslutninger blive nemmere, når vi har mål og værdier for øje - ja, nogle gange gør det beslutninger krystalklare:
Du har egentlig et højere mål om at bruge færre penge på tøj/forbrug, hvorfor du bør vælge det billigste sæt tøj.
Sidste udvej: Slå plat og krone
Hvis du - efter at have lavet ovenstående øvelser - stadig ikke ved, hvad du skal vælge, kan du slå plat eller krone.
Måske er du i tvivl om hvad du skal vælge, fordi de to valg ligner meget hinanden rigtig meget og der ikke er så meget på spil?
Selvom du måske tænker, at det ikke er optimalt at slå plat og krone, så overvej hvor meget mental energi, tid og måske endda irritation du har sparet ved dette.
OG
Hvis du så mærker, at du inderst inde håber at mønten enten slår plat eller krone - tja - så har du truffet et valg uanset hvilken vej mønten vender :)
Jeg håber du kan bruge denne guide til at komme tættere på at træffe et valg, så du kan vælge det, som er det rigtige for dig.
Gruppe voksne med ADHD
Du kan lære meget mere om eksekutive vanskeligheder og strategier til at håndtere disse ved at komme med i vores gruppe for voksne med ADHD.
På kurset har jeg samlet en masse brugbar viden om ADHD hos voksne samt strategier, som giver en nemmere hverdag.
Du kan læse mere ved at klikke herunder: