Hvorfor er retfærdighed-sensitivitet så drænende?
Hvis du har en meget høj fornemmelse for retfærdighed, vil du højst sandsynligt også opleve perioder, hvor du bliver ret udmattet.
Ikke fordi der er noget galt med dig.
Men fordi verden sjældent følger regler, der bygger på retfærdighed.
Der sker hele tiden små og store uretfærdigheder.
Mennesker der snyder eller ikke følger regler.
Mennesker der udnytter andre.
Mennesker der slipper afsted med ting.
Og hvis du reagerer stærkt på mange af disse situationer, kan det blive meget energikrævende. Ofte kommer man til at bruge rigtig meget mental energi på noget, man ikke har kontrol over.
Jeg møder ofte klienter med retfærdighedssensitivitet, som enten er i en form for kamp-tilstand og kommer i konflikter. Sommetider er der også en følelse af opgivenhed og et behov for at skærme sig eller trække sig tilbage.
For med en stærk retfærdighedssans kan man få en oplevelse af, at man burde rette op på uretfærdighed – eller en indre vrede over, at andre ikke gør det.
For selvom en stærk retfærdighedssans ofte hænger sammen med nogle virkelig smukke egenskaber som empati, moral, ansvarsfølelse og mod til at sige fra, gør det også en person mere sårbar overfor frustration, udmattelse og følelsen af at bære for meget ansvar for verden.
Dette blogindlæg handler ikke om at “slippe” sin retfærdighedssans. Det handler om at give dig ideer til, hvornår man skal handle – og hvornår man skal beskytte sin energi.
I dette blogindlæg dykker jeg ned i nogle af de konsekvenser, en stærk retfærdighedssans kan have – og giver dig ideer til, hvordan du kan beskytte din energi.
Kroppen i kamp
For nogle viser retfærdigheds-sansen sig først og fremmest som en form for kamp-følelse, som er en del af kroppens stress-respons. Hvis uretfærdighed aktiverer kroppens alarmsystem, vil kroppen reagere lidt på samme måde som ved en trussel.
Man får en tydelig indre reaktion, når noget føles forkert. En oplevelse af, at “det her er ikke okay”, og at nogen burde gøre noget ved det.
“Jeg kan mærke det i kroppen med det samme. Jeg bliver varm og får lyst til at sige noget med det samme – også selvom jeg godt ved, det måske ikke er så smart.”
Det kan give en stærk drivkraft. Det kan gøre, at man siger fra, opdager det andre overser, og holder fast i sine værdier.
Men det betyder også, at kroppen ofte bliver aktiveret og går i “alarm”tilstand, som betyder at der kommer adrenalin og kortisol i systemet, fordi kroppen gør sig klar til kamp.
Hvis dette sker ofte, kan man føle sig stresset og vred meget af tiden.
Man kan komme til at bruge meget energi på små situationer og er mere irritabel, end man egentlig ønsker. Ofte kan man komme konflikter, som bagefter føles unødvendige.
Måske sidder man tilbage med en følelsen af:
“Hvorfor gik jeg så meget ind i det?”
Ideer
For det første, er det godt, at være bevidst om, hvilke situationer der trigger dig - måske er det særligt i trafikken? Med bestemte mennesker eller på sociale platforme? Når du ved, hvad der trigger dig, er det nemmere at reagerer hensigtsmæssigt.
Overvej om der er nogle triggende situationer du kan/bør undgå og planlæg efetr det - fx kan du lade være med at gå ind på bestemte sociale platforme.
Når du bliver trigget, så prøv at trække vejret 5 gange inden du reagerer.
Et godt spørgsmål, du kan stille dig selv er: Er det her mit ansvar?
Spørg: Vil det hjælpe – eller bare eskalere?
Husk at du kan gå væk fra en triggende situation uden at handle på din følelse af uretfærdighed - også selvom det føles virkelig ubehageligt.
Overtænkning
For nogle mennesker foregår følelsen af uretfærdighed mest indeni som tanker.
Det betyder at situationen slutter ikke, når selvom man ikke er der mere. Det fortsætter i hovedet som rumination - måske som fantasier om hvad man burde have gjort eller som vrede over andre mennesker.
Det er hjernen, som forsøger at forstå, analysere og finde mønstre.
“Jeg kan ligge om aftenen og gennemgå en samtale fra tidligere på dagen igen og igen. Jeg prøver at finde ud af, hvad der egentlig skete – men jeg kommer aldrig frem til noget.”
Det kan føles som om, man skal tænke det igennem - gerne flere gange. Måske føles det som om der mangler en afslutning.
Det kan føles virkelig ubehageligt at uretfærdige situationer kan ikke løses. At der ikke er altid en logik eller en forklaring en forklaring.
Det betyder at hjernen ved og at man bruger enorme mængder energi på noget, der ikke kan afsluttes.
Det kan bl.a. føre til:
En konstant mental støj
Svært ved at være til stede i det, man laver
Tanker der dukker op igen og igen
Problemer med at falde i søvn
Ideer
Overvej, hvad der hjælper dig ud af hovedet - det kan være at skrive tankerne ned eller tale det igennem med en god ven eller bevæge dig.
Overvej et mantra, som kan støtte dig, fx Det her kan ikke løses
Flyt din opmærksomhed aktivt - det kan være at lytte til noget musik, træne, spise noget eller bruge sansestimuli som tyngdedyne - få flere ideer tila t komme ud af hovedet her:
Overansvar
En stærk retfærdighedssans hænger også ofte sammen med en følelse af ansvar.
Man komme til at føle, at man burde gøre noget – også når det egentlig ikke er ens opgave - sådan en følelse af, at hvis jeg ikke gør eller siger noget, er jeg selv en del af problemet.
Det kan være i relationer, hvor man føler ansvar for, at tingene er fair eller i større sammenhænge, hvor man oplever uretfærdighed og får en indre forpligtelse til at handle.
Problemet er ikke intentionen - det er ofte mængden eller tyngden af det ansvar.
For der er næsten altid noget, man kunne reagere på. Og hvis man reagerer på det hele, bliver det for meget.
Konsekvensen kan være:
En konstant følelse af at skulle tage stilling
Skyld, når man ikke gør noget
Svært ved at trække sig
En oplevelse af at bære mere, end man egentlig kan holde til
Ideer
Hvis du kan genkende det her, kan det være hjælpsomt at begynde at arbejde mere bevidst med, hvad der faktisk er dit ansvar – og hvad der ikke er.
For din følelse af ansvar er ikke altid det samme som et reelt ansvar.
Du kan fx stille dig selv nogle enkle spørgsmål:
Er det her faktisk mit ansvar – eller føles det bare sådan?
Hvad ville der ske, hvis jeg ikke gjorde noget i den her situation?
Er det her noget, jeg realistisk kan ændre?
Få evt mere inspiration her:
Konflikter
En anden konsekvens, jeg ofte ser, er at retfærdighedssansen fører til konflikter, fordi det kan være svært ikke at reagere, når noget føles forkert. Reaktionen opstår næsten automatisk, og den kan være svær at holde tilbage, selv i situationer hvor man egentlig godt ved, at det måske ikke er det værd.
“Jeg ender i diskussioner hele tiden. Ikke fordi jeg vil – men fordi jeg ikke kan lade være, når noget føles forkert.”
Det, der ofte sker, er, at impulsen til at sige noget kommer hurtigt, mens konsekvenserne først bliver tydelige bagefter. For selvom det i øjeblikket kan føles rigtigt at reagere, kan det efterlade en med en følelse af at have brugt meget energi på noget, der måske ikke ændrede så meget. Det kan også føre til, at situationer eskalerer, at stemningen bliver anspændt, eller at relationer bliver mere slidte over tid.
For andre kan det være svært at forstå, hvad der egentlig sker. De ser ikke nødvendigvis den samme uretfærdighed – eller mærker den ikke lige så stærkt. Derfor kan dit ønske om at skabe retfærdighed blive oplevet som, at du skaber konflikt eller gør noget småt til noget stort.
Det kan føre til misforståelser, hvor du oplever, at du reagerer på noget vigtigt – mens andre oplever, at du overreagerer.
Og det kan være virkelig svært at stå i. For din intention er ofte at skabe noget bedre.
Men det er ikke altid sådan, det bliver forstået.
Ideer
Hvis du kan genkende, at du ofte ender i konflikter, kan det være hjælpsomt at forstå, at det ikke nødvendigvis handler om, at du “vil konflikter” – men at impulsen til at reagere på uretfærdighed kommer hurtigt.
Hvis du ønsker færre konflikter kan det være gavnligt skabe små pauser i en presset situation situationen.
Du kan fx øve dig i:
At give dig selv et øjeblik, før du svarer (drik noget vand eller træk vejret)
At gå væk fra situationen, hvis du kan mærke, at det kører op
At have en sætning klar, du kan bruge til at købe tid (fx “jeg skal lige tænke over det”)
Samtidig kan det være en stor hjælp at gøre dine nærmeste opmærksomme på det - at forklare, at du reagerer hurtigt, når noget føles uretfærdigt – og at det ikke er det samme som, at du ønsker konflikt.
Nogle oplever også, at det hjælper at dele noget materiale (fx som dette indlæg), så andre bedre kan forstå, hvad der sker.
Udmattelse
Når både kroppen, tankerne og ansvarsfølelsen har været aktiveret over tid, kan det til sidst føre til træthed, udmattelse og opgivelse.
Det kan vise sig som:
Mindre energi
Mindre engagement
Mere tilbagetrækning
En følelse af at verden er “for meget”
For nogle bliver det også mere eksistentielt:
“Det nytter jo ikke noget alligevel.”
Og det er ofte her, man virkelig kan mærke, hvor meget det har kostet.
Ideer
Først og fremmest bør du trække dig - det er regulering – ikke svaghed, for at passe på din energi.
Begræns input (nyheder, konflikter, sociale medier)
Gør noget konkret og sanseligt - kig på nogle blomster, nyd noget musik eller hver sammen med en god ven
Du kan prøve at holde fokus på dit eget liv og hvad du har kontrol over - på sigt kan det være hensigtsmæssigt at finde ud af, hvordan du forholder dig til livets uretfærdigheder - måske ved at læse noget om emnet (evt filosofiske temaer), tale med nogle gode venner og høre hvad de gør eller søge professionel hjælp.
Du kan øve dig i at ligge mærke til en ting i løbet af din dag, som var god, fungerede eller var neutral - som en modvægt til en uretfærdighedsfølelse.
Som sagt er en stærk retfærdighedssans er ikke et problem i sig selv.
Den hænger ofte sammen med empati, moral og et ønske om, at ting skal være ordentlige.
Men den gør også, at du reagerer stærkere i en verden, der ikke altid er retfærdig.
Og det kan være blive belastende.
Dette bloginlæg handler oma t du skal ikke om at reagere mindre, men at du får et større valg ift hvordan du reagerer. Så du i højere grad kan vælge hvornår din retfærdighed skal bruges og hvornår din energi skal beskyttes.
Tak for at læse med!